Det' ikke Leth
Først var det Frevert (eller ikke Frevert), der med særdeles racistiske udtalelser satte sindene i kog. Nu har Jørgen Leth med sin bog: ”Det uperfekte menneske” holdt dampen oppe. Leth HAR dog skrevet bogen, så i det mindste kan vi nu diskutere indhold – måske.
Konsekvenser er der i al fald rigeligt af. Hvor Frevert får ”orlov” i en måneds tid for at ville sende muslimer i russiske fængsler, nu hvor man ”officielt” ikke kan dræbe dem herhjemme, har Leth mistet eller opgivet stort set alt verdsligt.
Tripple-A-svækkede TV2 fyrede ham som medkommentator til Tour de France, mens Leth kom Udenrigsministeriet og Det Danske Filminstitut i forkøbet ved selv at droppe titlen som dansk konsul på Haiti og ved at droppe hele sit filmprojekt: ”Det erotiske menneske”.
Tilbage står det for Leth nok mest smertelige spørgsmål, om han får lov til at vende tilbage til sit elskede Haiti. Embedsmænd fra den voldelige ø fortæller, at Leth kan risikere op til ti års fængselsstraf, hvis han vender hjem.
Frevert ville som politiker gerne kunne slå muslimer slået ihjel, Leth havde ”som kunstner” kønslig omgang med unge piger.
OK. Det er her filmen knækker. Hvornår er man kunstner, og hvornår er man ikke? Hvornår udfordrer man det bedre borgerskab, og hvornår bryder man straffeloven eller et moralsk kodeks?
Leth udtaler selv, at han burde have vidst, at hans beskrivelser – eller udmeldinger, som han kalder dem - ”i for vidt et omfang ville blive opfattet for konkret i forhold til, at bogen også er et kunstnerisk værk”. Ekstra Bladet leder konkretiserer med overskriften: ”Farvel til den gamle gris.”
Er Leth en gammel gris? Den korte version af det er selvfølgelig et rungende ja. Han var 58, da han indledte forholdet til sin koks 17-årige datter. 41 års aldersforskel er vel dybest set noget griseri.
Leth og hans kolleger i den danske filmbranche prøver at ophøje det til noget kunstnerisk. I en pressemeddelelse fyldt med fine ord slår Vinterberg, Fly, Trier og kompagni deres holdning fast: ”Vi bevæger os med denne kynisk-populistiske smædekampagne mod en regulær offentlig knægtelse af ytringsfriheden med den deraf følgende tilintetgørende virkning på mulighederne for kunstnerisk virke.”.
En leder med overskriften ”Farvel til den gamle gris” er ikke bare kynisk-populistisk. Den er dum, og leder tankerne tilbage på Kim Larsens ”Midt om Natten”, hvor bz’erne kalder skattefar for ”fars gris”. Men Ekstra Bladet har altid kategorisk befundet sig udenfor pædagogisk rækkevidde. Også selv om det nu faktisk er en fars gris (betonbloks-kopulator Hans Engell), som leder slaget mod alt, der er som avisen selv.
Hvad der er mere interessant er, at alle jo længe har vidst, at Leth var ”en gammel gris”. Ligesom han rent faktisk selv har skrevet sin egen bog – modsat nutidens politikere – har Leth også i mange år stået inde for, at han har skiftet sin erotiske fascination af intellektuelle hvide kvinder ud med den unge, sorte kvinde.
Han fortalte det til Weekendavisen i 2001, og missede man den artikel, findes den nu i bogform under titlen: ”Forførerne – Interview og Essays”. Det har den gjort i flere år, så både Udenrigsministeriet, TV2 og Det Danske Filminstitut har forlængst kunne fyre ham på det grundlag.
I virkeligheden handler det ikke om, hvorvidt Leth er en gammel gris eller ej. Det handler om, at man i dag er blevet pokkers bange for at skade sit eget brand. Når den meget lange artikel i Weekendavisen kun drypper et par sure debatindlæg af sig, behøver man ikke at slå den store paraply op.
Hvor filminstruktørerne med deres pressemeddelelse ønsker debat, ønsker det etablerede magtapparat fred. Den, der lever skjult, lever godt. Det handler om ikke at ramme en betonblok. Det handler om ikke at sige eller skrive – eller i det mindste ikke at stå ved - det, man mener.
Debatten drukner i handlinger. Nyhederne kommer ikke bare hver dag, men hvert sekund. Derfor skal der handles hurtigt. Og hvor der handles, der spildes som bekendt. Offeret er debatten. I stedet leger vi flaskeleg, hvor det for enhver pris handler om ikke at være den, flasken peger imod.
Synderen er den, der ikke tier stille. Freverts webmaster Ebbe Talleruphuus ville gerne stå ved, at han sammen med Frevert, har skrevet, hvad han har skrevet. Nu står han til fængselsstraf, mens Frevert koncentrerer sig om kommunalvalg.
Leth ville stå ved sin kunstneriske ret til at bruge sig selv som objekt i sin søgen efter seksualiteten. Nu må han i stedet søge andre græsgange (og kun dér, hvor der er græs).
Jeg ser et lille håb forude. TV2 bliver nemlig nu kritiseret for at have handlet for hurtigt ved at droppe Leth som sportskommentator.
Hvor ville det være lækkert, hvis det blev gjort til en dyd ikke altid at handle i affekt.
Konsekvenser er der i al fald rigeligt af. Hvor Frevert får ”orlov” i en måneds tid for at ville sende muslimer i russiske fængsler, nu hvor man ”officielt” ikke kan dræbe dem herhjemme, har Leth mistet eller opgivet stort set alt verdsligt.
Tripple-A-svækkede TV2 fyrede ham som medkommentator til Tour de France, mens Leth kom Udenrigsministeriet og Det Danske Filminstitut i forkøbet ved selv at droppe titlen som dansk konsul på Haiti og ved at droppe hele sit filmprojekt: ”Det erotiske menneske”.
Tilbage står det for Leth nok mest smertelige spørgsmål, om han får lov til at vende tilbage til sit elskede Haiti. Embedsmænd fra den voldelige ø fortæller, at Leth kan risikere op til ti års fængselsstraf, hvis han vender hjem.
Frevert ville som politiker gerne kunne slå muslimer slået ihjel, Leth havde ”som kunstner” kønslig omgang med unge piger.
OK. Det er her filmen knækker. Hvornår er man kunstner, og hvornår er man ikke? Hvornår udfordrer man det bedre borgerskab, og hvornår bryder man straffeloven eller et moralsk kodeks?
Leth udtaler selv, at han burde have vidst, at hans beskrivelser – eller udmeldinger, som han kalder dem - ”i for vidt et omfang ville blive opfattet for konkret i forhold til, at bogen også er et kunstnerisk værk”. Ekstra Bladet leder konkretiserer med overskriften: ”Farvel til den gamle gris.”
Er Leth en gammel gris? Den korte version af det er selvfølgelig et rungende ja. Han var 58, da han indledte forholdet til sin koks 17-årige datter. 41 års aldersforskel er vel dybest set noget griseri.
Leth og hans kolleger i den danske filmbranche prøver at ophøje det til noget kunstnerisk. I en pressemeddelelse fyldt med fine ord slår Vinterberg, Fly, Trier og kompagni deres holdning fast: ”Vi bevæger os med denne kynisk-populistiske smædekampagne mod en regulær offentlig knægtelse af ytringsfriheden med den deraf følgende tilintetgørende virkning på mulighederne for kunstnerisk virke.”.
En leder med overskriften ”Farvel til den gamle gris” er ikke bare kynisk-populistisk. Den er dum, og leder tankerne tilbage på Kim Larsens ”Midt om Natten”, hvor bz’erne kalder skattefar for ”fars gris”. Men Ekstra Bladet har altid kategorisk befundet sig udenfor pædagogisk rækkevidde. Også selv om det nu faktisk er en fars gris (betonbloks-kopulator Hans Engell), som leder slaget mod alt, der er som avisen selv.
Hvad der er mere interessant er, at alle jo længe har vidst, at Leth var ”en gammel gris”. Ligesom han rent faktisk selv har skrevet sin egen bog – modsat nutidens politikere – har Leth også i mange år stået inde for, at han har skiftet sin erotiske fascination af intellektuelle hvide kvinder ud med den unge, sorte kvinde.
Han fortalte det til Weekendavisen i 2001, og missede man den artikel, findes den nu i bogform under titlen: ”Forførerne – Interview og Essays”. Det har den gjort i flere år, så både Udenrigsministeriet, TV2 og Det Danske Filminstitut har forlængst kunne fyre ham på det grundlag.
I virkeligheden handler det ikke om, hvorvidt Leth er en gammel gris eller ej. Det handler om, at man i dag er blevet pokkers bange for at skade sit eget brand. Når den meget lange artikel i Weekendavisen kun drypper et par sure debatindlæg af sig, behøver man ikke at slå den store paraply op.
Hvor filminstruktørerne med deres pressemeddelelse ønsker debat, ønsker det etablerede magtapparat fred. Den, der lever skjult, lever godt. Det handler om ikke at ramme en betonblok. Det handler om ikke at sige eller skrive – eller i det mindste ikke at stå ved - det, man mener.
Debatten drukner i handlinger. Nyhederne kommer ikke bare hver dag, men hvert sekund. Derfor skal der handles hurtigt. Og hvor der handles, der spildes som bekendt. Offeret er debatten. I stedet leger vi flaskeleg, hvor det for enhver pris handler om ikke at være den, flasken peger imod.
Synderen er den, der ikke tier stille. Freverts webmaster Ebbe Talleruphuus ville gerne stå ved, at han sammen med Frevert, har skrevet, hvad han har skrevet. Nu står han til fængselsstraf, mens Frevert koncentrerer sig om kommunalvalg.
Leth ville stå ved sin kunstneriske ret til at bruge sig selv som objekt i sin søgen efter seksualiteten. Nu må han i stedet søge andre græsgange (og kun dér, hvor der er græs).
Jeg ser et lille håb forude. TV2 bliver nemlig nu kritiseret for at have handlet for hurtigt ved at droppe Leth som sportskommentator.
Hvor ville det være lækkert, hvis det blev gjort til en dyd ikke altid at handle i affekt.
<< Home