dep.rimerende

Det startede faktisk rigtig godt, men endte med hverken at blive en dreng eller pige. Depeche Modes lille ny: ”Playing the Angel” har ikke mange sikre hits.
Albummets lovende start består af det veloplagte nummer: ”A Pain That I’m Used To”, som vækker næsten ti-år gamle minder, hvor ”Ultra” fik Depeche Mode tilbage på verdenskortet.

Næste nummer: ”John The Revelator” fører endda i taktslag endnu længere tilbage til de tider, hvor Depeche-plakater var obligatoriske på ethvert teenageværelse. Men så stopper det også.
Og ganske sigende er det først ved ”Precious” at publikumet til det særdeles velbesøgte pre-release party på Culture Box i Indre København liver op igen. Dernæst følger en lang, sej kamp med monotone, dystre numre med titler som ”Damaged People” og ”The Darkest Star”.
Stemningen i det overfyldte lokale bliver lidt bedre til sidst. Der kommer mere liv i musikken, men publikum har generelt tabt fokus. Opvarmningen var også benhård med halvanden times fede remixes fra dengang, bandet virkelig kunne. Med singlehittet: ”Precious” har Depeche Mode bevist, at de stadig kan, men der er stadig meget langt op til deres største klassikere.

Ret skal være ret – højtalerne på Culture Box var et full frontal angreb på ens trommehinder. Bassen virkede overdimensioneret selv i forhold til et mere voldsomt houseparty, og et par af numrene ville sikkert gøre sig langt bedre uden. Til gengæld hjalp den ekstreme bas gevaldigt på opvarmnings-remixene. Særligt et cicada-mix af ”World in my eyes”, som jeg ikke har hørt før, borede sig fra det bølgende gulv direkte op gennem skosålerne og ind i benmarven.

Om bare ni dage udkommer ”Playing the Angel”. Jeg tror, jeg – igen – springer over. Og håber, at de kan finde ud af at krydre koncerten til februar med numre af en lidt ældre dato. Depeche Modes numre er nemlig som god vin. De ældes med ynde. Med eller uden bas.