censureret
Fucking hore, pis og lort, rend mig i røven, knep mig i øret.
Lige nu aktiverer jeg din basale ganglie. Det er et punkt dybt i forhjernen, som groft sagt ligger på højde med midten af panden. Det er det punkt, der koordinerer kroppens bevægelser, og det har foruden forbindelse til den del, der forstår og skaber tale, også et tæt samarbejde med det limbiske system, hvor menneskelige følelser (særligt de handlingsbestemmende) ligger. Ifølge videnskabsfolk er dette punkt kilden til enhver form for bevidsthed – den fri vilje, som vi mennesker så ofte prøver at påberåbe os.
Crap.
Alle sprog har bandeord, skrev Politiken i søndags, og beretter videre hvordan videnskabsmænd nu bruger bandeord som et middel til at undersøge de intellektuelle sider af hjernen med de mere dyriske områder, der styrer vores følelser.
Lyden af bandeord gør bogstaveligt talt folk ophidsede. Forsøgspersoner med varmeelektroder på arme og fingerspidser viste samme reaktioner på bandeord som ved seksuel ophidselse.
Slap me, bitch!
Måske er det derfor, Kate Burridge, der netop sammen med en kollega har skrevet en bog om det taburiserede sprog, er kommet frem til, at den tabuiserede betydning af et ord altid trænger enhver anden betydning, det kunne have haft, til side.
Lort!
Særligt kropslige funktioner og udspring ryger hurtigt i den kategori. Hvis der er mange ord for sne på Grønlandsk, hvor mange udtryk har vi så ikke for vores mest yndede kropsdele? Skal vi være høflige (og det dikterer en anden del af hjernen jo), så prøver vi at finde på pæne udtryk til grimme steder – som eksempelvis toilettet. ”Toilet” kommer faktisk af ”lille håndklæde” på fransk. Men efterhånden blev toilet i stedet navnet for porcelænskummen, og så var det ligesom sket med at være rigtig fint. Nu siger de pæne damer i stedet, at de skal pudre næsen – eller, hvis man er meget direkte, at man skal på badeværelset.
Men ikke alle er høflige, selv når de skal skide. Der findes mennesker, som lider af coprolalia, som er en sygelig og ukontrollabel trang til at bande. ”Patienter kan for eksempel kendes på en konstant grimassering eller på hele tiden at skubbe deres briller op på næseryggen eller udstøde en strøm af små grynt eller hvin,” skriver Politiken. Jeg tror faktisk, jeg har haft et par lærere med coprolalia, så.
Der bliver ofte gjort grin med mennesker med denne konstante trang til at bande (wonder why...), men for de, der er ramt af coprolalia, er det faktisk den værste del af deres lidelse. Banderierne kan være provokerende og personlige, rettet mod race, seksuel identitet eller kropsbygning hos en forbipasserende (jeg har en teori om, at alkohol kan udløse coprolalia).
Vi husker bandeord. Bandeord er gode kroge til hukommelsen. Shakespeare kunne knap nok nedfælde en strofe uden af bande.
Hvem husker du selv bedst? Preben Møller Hansen eller Gert Petersen?
Kraftedeme!
Lige nu aktiverer jeg din basale ganglie. Det er et punkt dybt i forhjernen, som groft sagt ligger på højde med midten af panden. Det er det punkt, der koordinerer kroppens bevægelser, og det har foruden forbindelse til den del, der forstår og skaber tale, også et tæt samarbejde med det limbiske system, hvor menneskelige følelser (særligt de handlingsbestemmende) ligger. Ifølge videnskabsfolk er dette punkt kilden til enhver form for bevidsthed – den fri vilje, som vi mennesker så ofte prøver at påberåbe os.
Crap.
Alle sprog har bandeord, skrev Politiken i søndags, og beretter videre hvordan videnskabsmænd nu bruger bandeord som et middel til at undersøge de intellektuelle sider af hjernen med de mere dyriske områder, der styrer vores følelser.
Lyden af bandeord gør bogstaveligt talt folk ophidsede. Forsøgspersoner med varmeelektroder på arme og fingerspidser viste samme reaktioner på bandeord som ved seksuel ophidselse.
Slap me, bitch!
Måske er det derfor, Kate Burridge, der netop sammen med en kollega har skrevet en bog om det taburiserede sprog, er kommet frem til, at den tabuiserede betydning af et ord altid trænger enhver anden betydning, det kunne have haft, til side.
Lort!
Særligt kropslige funktioner og udspring ryger hurtigt i den kategori. Hvis der er mange ord for sne på Grønlandsk, hvor mange udtryk har vi så ikke for vores mest yndede kropsdele? Skal vi være høflige (og det dikterer en anden del af hjernen jo), så prøver vi at finde på pæne udtryk til grimme steder – som eksempelvis toilettet. ”Toilet” kommer faktisk af ”lille håndklæde” på fransk. Men efterhånden blev toilet i stedet navnet for porcelænskummen, og så var det ligesom sket med at være rigtig fint. Nu siger de pæne damer i stedet, at de skal pudre næsen – eller, hvis man er meget direkte, at man skal på badeværelset.
Men ikke alle er høflige, selv når de skal skide. Der findes mennesker, som lider af coprolalia, som er en sygelig og ukontrollabel trang til at bande. ”Patienter kan for eksempel kendes på en konstant grimassering eller på hele tiden at skubbe deres briller op på næseryggen eller udstøde en strøm af små grynt eller hvin,” skriver Politiken. Jeg tror faktisk, jeg har haft et par lærere med coprolalia, så.
Der bliver ofte gjort grin med mennesker med denne konstante trang til at bande (wonder why...), men for de, der er ramt af coprolalia, er det faktisk den værste del af deres lidelse. Banderierne kan være provokerende og personlige, rettet mod race, seksuel identitet eller kropsbygning hos en forbipasserende (jeg har en teori om, at alkohol kan udløse coprolalia).
Vi husker bandeord. Bandeord er gode kroge til hukommelsen. Shakespeare kunne knap nok nedfælde en strofe uden af bande.
Hvem husker du selv bedst? Preben Møller Hansen eller Gert Petersen?
Kraftedeme!
<< Home