Bond, Bløde Bond

Det blev en dreng. En hvalp. En frø.
Nej, jeg snakker ikke om prinser og prinsesser og medier, der er gået i selvsving, men om den nye James Bond.
Kandidaterne har været mange, Clive Owen var oplagt i en metro-tid uden rigtige Bond’er, men valget faldt på en semiukendt, ung, blond fløs, der ikke giver drenge noget at se op til, eller pigehænder noget at dykke ned under trussekanten for. Se selv:

Hej, jeg hedder Daniel Craig, jeg er den nye Blonde Bond.

Jeg har været rigtig Bond-nørd før i tiden. Kunne som selvfølge rækkefølge og årstal for alle film - foruden skuespillernavne, dialoger, og intime detaljer om Bonds babes.

Det var et magisk univers at bevæge sig ind i for en knægt på vej mod de usikre teenageår. Lækre piger var her en selvfølge, smarte biler et must, og de kække gadgets kunne let skyde hovedet af folk.
Bond var en vaskeægte mandschauvinistisk helt. Og hvis ikke den hårde historie og de lækre babes tilfredsstillede husarerne, gjorde filmenes special effects det. I en tid, hvor actionfilm ellers normalt havde handlinger tyndere end suppe og ofte end ikke var et beta- eller vhs-bånd værdigt, havde Bond frit spil.

Men actionfilmene tog revanche. Budgetterne blev enorme på b-markedet og branchen fik lokket a-skuespillere til, mens det oprindelige materiale til Bond-filmene langsomt begyndte at slippe op. Forfatteren Ian Flemming havde ikke skrevet flere Bond-bøger, og man begyndte at redefinere Bond-figuren i en tid, hvor sikker sex og non-smoking blev in, samtidig med at muren faldt og koldkrigsagenter blev yt.

Bond blev simpelthen gjort politisk korrekt i en tid, hvor ellers netop Bond-figuren kunne have bevist, at den var hævet over tid og sted. Smøgen røg og kvindeforbruget blev sat ned til 1-1 ½ per film. Men Bond er ikke blød. Eller trofast. Eller sidder på en strand og tuder, og tvivler på det, han har gang i.

Og så er han altså heller ikke grim. Før nu! Måske hænger det sammen med, at han er skiftet fra Smirnoff til Finlandia vodka og kører i BMW fremfor Aston Martin.

Bond er færdig som gårdsanger – eller i al fald som min helt. Jeg kan ikke skelne de sidste tre Bond-film fra hinanden, og jeg er rasende træt af, at man prøver at pille ved en stereotyp.

Jeg forudser, at den nye Bond-film vil flirte med mistanken om, at Bond lider af forstørret prostata, at han før filmens enlige knald må styrke sig med et par oversize viagra-piller, og at selv hans sigte er skidt.

Og endelig har jeg en grum mistanke om, at den kommende Bond-pige bliver Oprah Winfrey...