blomstrende Bill Murray
Gået i stå? Bill Murray i "Broken Flowers" "I’m not in a rush,” fortæller passageren taxachaufføren. Og det er han heller ikke. Don Johnston (Bill Murray) er nemlig gået helt i stå.
Når han er hjemme, og hvis det står til ham selv er han det det meste af tiden, sidder han i sin brune lædersofa i sit fine hus i det middelpæne kvarter. Rig på fortidig succes. Fattig på nutidig. Kæresten har netop forladt ham, fordi hun er træt af, at hun ikke er den eneste kvinde i hans liv. Men når telefonen ringer, er det altid hans etiopiske nabo, der er i den anden ende. Modsat Don har naboen Winston (Jeffrey Wright) fast kvinde og en børnebesætning stor nok til at fylde rollelisten i Sound of Music.
Dons liv virker tomt. Hvad han har er penge og tid. Og et brev. Et lyserødt brev har fundet vej frem til ham. Indholdet synes dog mest at pirre nabo Winston, der har en ret udtalt drøm om at være detektiv fremfor familiefar. Brevet er skrevet på maskine, adressen med rød kuglepen, og indholdet er skræmmende for en Don med mange uddelte visitkort på samvittigheden. Han er far. Og nu er hans 19-årige søn draget ud for at finde ham. Det vil hans gamle flamme lige advare eller i al fald oplyse ham om. En flamme uden navn. Og dermed en invitation tilbage til en fortid, Don egentlig ikke har det store ønske om at blive konfronteret med.
Men lige så passiv Don er, lige så aktiv er hans nabo, og lettere modvilligt begiver han sig på en af Winston tilrettelagt rejse gennem USA – på jagt efter skrivemaskine og lyserøde effekter – udstyret med lyserøde blomster som afvæbende våben mod gamle flammer.
Som i Apocalypse Now bliver tilskueren trukket dybere og dybere ind i den store jungle. Her er det følelser og forhold, der trænger sig på i en distanceret og dog uendelig nær fortælling.
Bill Murray er intet mindre end eminent. Han forfiner sin figur fra Lost in Translation i denne sære og dybt fascinerende film af instruktør og manusforfatter Jim Jarmusch. Historien er fortalt langsomt med en ensom stemme. Don og tilskueren bliver vidne til forskellige liv, der er fortsat uden ham.
Umiddelbart lugter historien af High Fidelity, hvor evigt selvsmagende John Cusack prøver at forstå sig selv gennem sine gamle erobringer, som han opsøger en efter en. Men bare rolig – i ”Broken Flowers” er der ingen pinagtige skuespillerpræstationer og kvinderne bliver ikke spillet af typer som Iben Hjejle, men rigtige skuespillerinder som Jessica Lange og Sharon Stone. Vi er ikke ude i mainstream-misk-mask men i en øm reflektion.
Snyd ikke dig selv for denne fantastisk søde, skæve, skægge og supervelspillede film. Und dig selv et par timer i en biografsal, mens du og Don prøver at komme lidt tættere på nutiden ved at finde fortiden.
"Broken Flowers" var nomineret til Den Gyldne Palme i Cannes, og vandt Grand Prix-prisen samme sted.
Når han er hjemme, og hvis det står til ham selv er han det det meste af tiden, sidder han i sin brune lædersofa i sit fine hus i det middelpæne kvarter. Rig på fortidig succes. Fattig på nutidig. Kæresten har netop forladt ham, fordi hun er træt af, at hun ikke er den eneste kvinde i hans liv. Men når telefonen ringer, er det altid hans etiopiske nabo, der er i den anden ende. Modsat Don har naboen Winston (Jeffrey Wright) fast kvinde og en børnebesætning stor nok til at fylde rollelisten i Sound of Music.
Dons liv virker tomt. Hvad han har er penge og tid. Og et brev. Et lyserødt brev har fundet vej frem til ham. Indholdet synes dog mest at pirre nabo Winston, der har en ret udtalt drøm om at være detektiv fremfor familiefar. Brevet er skrevet på maskine, adressen med rød kuglepen, og indholdet er skræmmende for en Don med mange uddelte visitkort på samvittigheden. Han er far. Og nu er hans 19-årige søn draget ud for at finde ham. Det vil hans gamle flamme lige advare eller i al fald oplyse ham om. En flamme uden navn. Og dermed en invitation tilbage til en fortid, Don egentlig ikke har det store ønske om at blive konfronteret med.
Men lige så passiv Don er, lige så aktiv er hans nabo, og lettere modvilligt begiver han sig på en af Winston tilrettelagt rejse gennem USA – på jagt efter skrivemaskine og lyserøde effekter – udstyret med lyserøde blomster som afvæbende våben mod gamle flammer.
Som i Apocalypse Now bliver tilskueren trukket dybere og dybere ind i den store jungle. Her er det følelser og forhold, der trænger sig på i en distanceret og dog uendelig nær fortælling.
Bill Murray er intet mindre end eminent. Han forfiner sin figur fra Lost in Translation i denne sære og dybt fascinerende film af instruktør og manusforfatter Jim Jarmusch. Historien er fortalt langsomt med en ensom stemme. Don og tilskueren bliver vidne til forskellige liv, der er fortsat uden ham.
Umiddelbart lugter historien af High Fidelity, hvor evigt selvsmagende John Cusack prøver at forstå sig selv gennem sine gamle erobringer, som han opsøger en efter en. Men bare rolig – i ”Broken Flowers” er der ingen pinagtige skuespillerpræstationer og kvinderne bliver ikke spillet af typer som Iben Hjejle, men rigtige skuespillerinder som Jessica Lange og Sharon Stone. Vi er ikke ude i mainstream-misk-mask men i en øm reflektion.
Snyd ikke dig selv for denne fantastisk søde, skæve, skægge og supervelspillede film. Und dig selv et par timer i en biografsal, mens du og Don prøver at komme lidt tættere på nutiden ved at finde fortiden.
"Broken Flowers" var nomineret til Den Gyldne Palme i Cannes, og vandt Grand Prix-prisen samme sted.
<< Home