vanedyr

Mit nøglebundt er ganske beskedent. Jeg sætter stor pris på, at der aldrig går pedel i det, så antallet af nøgler bliver holdt nede med hård hånd.
Alligevel er to ens nøgler sneget sig ind. Jeg har nemlig to cykler, der åbenbart har samme låsetype. En racer og en citybike. At mærke den ene med en sprittusch har vist sig nytteløst, da det bliver slidt af hurtigere, end jeg lærer at huske, hvad mærket står for.

Men det burde jo ikke give de store problemer. Nøglen til raceren hænger nemlig ved siden af den store hoveddørsnøgle, og nøglen til citybiken hænger ved den lille nøgle ind til min lejlighed. Huskeregel: lækre cykel ved stor nøgle, gammel cykel ved lille, beskeden nøgle.

Eller det vil sige: Sådan hang de. Af en eller anden årsag skulle jeg forleden have en nøgle ud af mit nøglebundt, og da den blev sat ”forkert” ind igen, skabte det rod i systemet. Nu hænger racercyklen ved siden af den lille nøgle og vice versa.
No problemos. Så skal der bare byttes rundt i systemet. Holdt. Spol tilbage. Omformulér: Så skal der bare byttes rundt på en indgroet vane.
Og det er lettere sagt end gjort, for det skidt sidder fast i fingrene.

Huskereglen er nu, at nøglen til racercyklen sidder ved den lille nøgle, ikke fordi den ikke er lækker, men fordi man cykler hurtigere på racercyklen og dermed har en kortere cykeltid, og den gamle citybike hænger ved den store nøgle, fordi det tager længere tid at komme frem på den.

U see? Huskereglen blev meget længere, og det er responstiden for mine fingre til at finde frem til den rette nøgle også. Det er frustrerende, at hjernen ikke bare adopterer ændringen af en simpel rutine. Normalt plejer jeg ikke at have et problem med at vende mig til forandringer, men her må der simpelthen være en default error.

Jeg trænger til at blive defragmenteret!