Refn contra iAndy

Pusher 3 – I'm the angel of death er langt fra gået rent ind hos anmelderkorpset (og heller ikke hos undertegnede). Det sker jo, når man som instruktør genbruger og fortynder det samme plot som i de to første. Når man så endda klasker en undertitel som ”I'm the angel of death” på, uden at dette på nogen måde kan begrundes i filmen, er man derude, hvor der bare skal tjenes penge for enhver pris.

Refn tager til genmæle overfor den hårde kritik i Politiken. Og man får jo helt lyst til at svare ham. Det være sig hermed indirekte gjort:

Refn: Jeg synes faktisk, det er den bedste af de tre film. De har alle sammen deres styrke, men 3'eren er den mest konsekvente, den mest interessante og den mest eksperimenterende.

Konsekvente? Konsekvent det samme plot, ja.
Interessante? Alt er relativt, så jeg vil nøjes med løst at referere en anmelder, der spørger sig selv: ”Hvad skal vi bruge filmen til?”. Jeg ved det heller ikke.
Eksperimenterende? Håndholdt kamera er set før, plottet er brugt før, karakteren er opbrugt, og i det hele taget er der dømt ”Pusher møder Fear X og falder i søvn” .

Refn: Anmeldelserne er skrevet af en gruppe midaldrende mænd, og hvis de mener det, så fint med mig. 17-18-årige kan forholde sig til filmen på en helt anden måde, og det er jo unge mennesker, der går ind og ser mine film.

Filmen handler om en gammel narkohandler uden tjek på en skid, der må ty til at sprætte folk op, fordi der også skal være lidt ”action” og særligt en masse blod i filmen. Selv jeg mener ikke, at jeg var så hjernedød som 17-18-årig, at det var noget, jeg gad forholde mig til.
Politiken spørger Refn, hvorfor filmen skal være så voldelig:

Jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg laver mine film efter det, jeg gerne selv vil se, siger Nicolas Winding Refn, der blandt andet har kultfilmen 'Motorsavsmassakren' som yndlingsfilm.

Dybt.

Refn: Det er vigtigt, at man laver sine film konsekvent, som man synes, de skal laves. Bagefter må man så håbe, at folk kan lide det, man har lavet«, siger Nicolas Winding Refn, som ikke har noget imod, at filmen deler vandene - og anmelderne.

”Konsekvent det samme” mener du vel, kære Refn.

Refn: Det betyder, at jeg rammer folk, og at filmen har sat sig i dem, når de går ud af biografen. Hvis man kan fremprovokere meget store følelser hos mennesker og hos anmelderne, så har du ramt noget i folk.

Væmmelse er ikke en følelse – det er en tilstand. Det er ikke nødvendigvis kunst, fordi det er rødt. Og den ligegyldighed, der melder sig hos anmeldere og publikum hører vel ikke ind under begrebet: ”store følelser”.

Refn: Jeg kan ikke lave noget, som går på en spekulation om, hvordan folk vil reagere. Det går imod det, jeg selv kan lide ved kultur: Jeg vil gerne have, at folk laver deres kunst, som de selv synes, det skal laves, og så er det min opgave som seer at reagere på det.

Refn, Refn, Refn. Du reagerede jo ikke på din voyeur-rolle som seer, men fordi du var i pengenød. Kunst kan ikke masseproduceres.

Refn: Jo mere vi tvinger os selv til at forholde os til det, vi ser på godt og ondt, desto større en oplevelse får vi.

Jeg håber så, at Politiken her sluttede af med et fejlcitat.
I al fald afslører Politiken, at Hr. Nicolas Winding Refn allerede pusler med en 'Pusher 4'. Det må være efter devicen: ”Kan jeg tjene penge på Pusher 3, kan jeg tjene penge på 4, 5, 6, 7, osv.”.

Jeg vil blot afslutte med at citere BT’s anmeldelse af Pusher 3: ”Når man keder sig så meget som her, ønsker man, at trilogitanken aldrig var opfundet.”