pixmaniac
Pixmania er et stort netfirma med filialer i langt de fleste europæiske lande. Måske er det allerede i de mange sprog, at filmen knækker. Hvis man på deres danske site går ind under ”kontakt os”, kommer de nemlig med følgende, ikke særligt prangende, salgstale: ”...de laveste priser, inklusiv service”.
Der er helt sikkert noget om det. For deres pris på den projektor, jeg ønskede mig, var ganske lav. Servicen skulle dog vise sig at være lavere – ja, faktisk ikke eksisterende.
Jeg bestiller projektoren en sen aftentime. Varen er på lager, så jeg skulle kunne have den indenfor et par dage. Få øjeblikke senere dukker der også en mail op i min indbakke. Ordren er modtaget.
Det bliver morgen, det bliver nat, og det bliver morgen igen, og jeg beslutter mig for at tjekke, om de nu også har fået sendt den afsted. Jeg tjekker min konto, og opdager, at leveringstiden nu er ”+10 dage”. Med andre ord – varen er ikke på lager.
Det virker underligt, for det var den jo, da jeg afgav bestillingen. Jeg ringer til Pixmanias til tider dansktalende kundeservice, og deres forklaring er, at flere må have bestilt den samtidig. Fair nok – måske er lige netop den projektor helt vildt populær at bestille om natten.
Leveringstiden er ubekendt, og da jeg gerne vil have min projektor tidligere end i ”vi aner ikke hvornår”, afbestiller jeg – hvilket er helt i orden.
Et andet firma har projektoren på lager til en fornuftig pris, og to dage efter hænger den sikkert i mit loft.
Her burde fortællingen så ende. Lykkeligt – med mig og chips i sofaen og en sprød dvd-film på væggen. Men som du kan se, er det er en lang post, så historien ender ikke her. Den starter.
Ti dage efter min afbestilling tikker en ny, ret glad mail ind fra Pixmania. Min ordre er nu på vej. Jeg er bare knap så glad. Det er ikke lige mig og min pengepungs største drøm at have to ens projektorer. Et hurtigt tjek på netbank viser, at Pixmania faktisk allerede tre dage tidligere har trukket de knap 5.700 kr., som projektoren koster.
Det er vist hverken lovligt eller særlig smart, så jeg mailer dem om, at der må være sket en stor fejl, og at jeg forventer, at pengene straks kommer tilbage på min konto, og at de stopper forsendelsen. Pixmania er jo et stoooort firma, og jeg kan se, at min projektor trods alt ikke er kommet længere end Frankrig. Det må kunne lade sig gøre.
Mail retur. Ikke en beklagelse – blot en konstatering af, at de har prøvet at stoppe ordren, men at det ikke kunne lade sig gøre. ”Ordren var kommet for langt i systemet”. Ja, klart – der gik jo også kun ti dage fra jeg annullerede til de meddelte mig, at pakken var på vej.
De næste dage gik med at overbevise dem om, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg skulle vente på, at varen først skulle nå frem til mig, så jeg kunne returnere dem, og derefter vente på, at de kunne modtage den, før jeg fik mine penge krediteret. Trods ihærdig mailkorrespondance og diverse opkald til en kundeservice, der flittigt agerede papegøjer: ”there is nothing I can do, there is nothing I can do. No, I cannot transfer your call, no, I can not transfer your call”, lykkedes det aldrig.
Kommunikation er også en vanskelig ting. Særligt når et langt klagebrev fra en kunde med trusler om politianmeldelse bliver besvaret med følgende:
Kunne de ikke bare skrive: "Kaere kunde, handler du med os, er du fucked op. Du kan ringe, du kan maile, du kan tigge, du kan true. We don't care. Pakken er på vej." Der er kun et, man kan gøre, hvis Pixmania laver en fejl – og det er at vente.
Det vil sige - jeg valgte at gøre brug af min trussel med at kontakte politiet. Min sag var god, men den var endnu ikke omfattet af straffeloven, så jeg skulle ud i et civilt søgsmål, hvis det var.
Det orkede jeg ikke. I stedet igangsatte en mild tæppebombning af mails mod den eneste chef, jeg havde fået navnet på derinde. Efter tre uger gav hun efter og krediterede mig.
Sølle tre uger. Det er jo hurtigt. Selvfølgelig kunne Pixmania allerede få dage efter se, at jeg havde nægtet modtagelse af ordren. Det kunne de se, bare de gik ind på min konto. Som enormt netfirma er det dog rarest, at varen er tilbage på hylden, før man giver kunderne pengene tilbage. Man ved jo aldrig, hvad de finder på. Det forstår jeg godt. Jeg er så forstående. Hvad jeg bare ikke helt forstår, og hvad jeg sådan set gerne ville have haft mig frabedt, var den mail, de sluttede af med at sende mig.
Lige dér blev jeg nemlig lidt sur... 



<< Home