alarm

Biiiip-biiiip-biiiip-biiiip.
Der er tre tilfælde, hvor jeg føler mig skyldig – og hvor jeg agerer som en forbryder, der er blevet afsløret:
- hver gang jeg får et brev fra told og skat,
- hver gang jeg ser en politivogn eller politibetjent,
- og hver gang en af de der frygtelige døralarmer går af i en butik eller lignende steder – som f.eks. på et meget stille bibliotek.

Bibliotek. Sjovt jeg lige nævner bibliotek. For der var jeg henne i dag. Mine biblioteksbesøg har efterhånden udviklet sig til at blive en pinlig affære. Sidste gang jeg var der mistede jeg på mystisk vis mit sygesikringskort - efter egen mudrede hukommelse ved Playstation og PC-spil-sektionen. Knap så cool et sted. Hvorfor kunne det ikke have været ved management- eller filosofisektionen, hvor jeg lige havde kigget?
Anyway – kortet er væk, og det er lige godt det samme, for hver gang jeg bruger det på de her smarte lån-selv-maskiner, kommer en lille tegning af en sur bibliotekar frem med en meddelelse om, at jeg skylder 81 kroner, fordi de engang valgte at sende mig en rykkerskrivelse.

Tilbage til biiiip’et. Da jeg i dag entrerede mit lokalbibliotek gik alarmen igang. Med al sandsynlighed fordi der i min taske allerede befandt sig en biblioteksbog. Jeg havde lånt den ved skranken, sidst jeg gæstede stedet, da jeg jo er uden mit gule bevis på, at jeg er den, jeg er. Den lettere mobsede bibliotekar havde sikkert som et personligt vendetta glemt at afkode bogen.

Det er sket før. Jeg har før gået ind i butikker, hvor et eller andet i min taske har udløst en alarm. Her er situationen løst ved hurtigt at sende rette autoritet et ”det er i orden”-vink. "No problemos – husk det lige, når jeg forlader etablissementet, tak!"

Men selv om alarmen gik i gang i dag på biblioteket, var der ingen, der reagerede. Bibliotekarer var der ingen af i nærheden, så jeg forsvandt ind imellem de trygge boghylder. Og kom så i tanke om, at alarmen jo nok også ville bippe, når jeg gik ud igen.

Her startede min indre Emma Gad. Hvad gør man? Laver man en pinagtig henvendelse til bibliotekaren om, at ”noget” altså bippede, men det ikke er fordi, jeg har stjålet noget? Løfter man diskret tasken til hovedhøjde, og håber, at ingen lægger mærke til den aparte taskeposition? Eller håber man, at det var et tilfælde, og at det nok ikke sker på vejen ud?

Den sidste mulighed er selvfølgelig den letteste. Fortrængning kan løse mange indre konflikter. Også selv om det selvfølgelig ikke fortrænger sig en milimeter fra hjernebarken. Men som tænkt som gjort. Under hele mit biblioteksbesøg holdt jeg mig i fornuftig afstand fra bøgerne, og når jeg endelig tog en, holdt jeg den meget synligt fremme, og gjorde i det hele taget alt for at skabe et indtryk af, at jeg kom i fred.

Efter en mislykket fortrængning og en dyb vejrtrækning forcerede jeg igen de grå alarmmonstre, og alarmen gik som ventet i gang akkompagneret af fire blinkende røde lygter. Busted!

Jeg gik tilbage – uden at komme så nær alarmen, at jeg satte den igang igen. To gange på en dag må være nok. Og der skete – intet. Ingen bibliotekarer var i nærheden for at smide mig i benlås med ”husker du Benjamin”-kommentarer.
Tværtimod stod der en midaldrende gut og gloede på mig. Han lignede en, der selv havde været der. Med et skævt smil signalerede han: ”who gives a fuck?”, hvilket jeg valgte at tilslutte mig.
Jeg drejede rundt, gik ud i friheden, og så mig ikke tilbage.

Sig mig – beskytter de slet ikke vores værdifulde, offentlige bogsamling? Er det ikke blandt andet for at få tyveknægte stoppet, jeg betaler mine girokort fra told og skat?

Åh, den skyld.