2200, du!
Det har været så hårdt. Når jeg har nævnt, at jeg bor på Nørrebro, er jeg altid blevet mødt med et: ”Er det i Jylland?”. Men det er alt sammen fortid nu. Nørrebro kommer nemlig nu på celluloid.
Eller for at gøre en kort historie kort, så skyder man netop nu en film/evt. serie i mit hood - faktisk lige udenfor min altandør.
I går morede en kvinde sig til ære for kameraerne med tredive gange at smide en flyttekasse ud over svalegangen på første sal (og gutten, der skulle slæbe den op igen, morede sig sikkert endnu mere). Ogogog den lokale Café Ægir er i den celebre anledning blevet endnu mere mørkelagt end normalt.
Hvis du ikke allerede nu synes, det er dybt tjekket, at Nørrebro sådan går hen og bliver skudt på filmstrimmel, så vent til du hører dette: ROBERT HANSEN blev i går eftermiddag spottet udenfor selvsamme café under filmoptagelserne. Jamen altså altså – Danmarks svar på Robert Downey Jr. (dog uden stil) har valgt at kaste glans over kvarteret med sin tilstedeværelse.
Hvem skulle tro, at en filminstruktør ville vælge Nørrebro som lokation. Eller ”location” som de fine sikkert siger. Hvor får de det dog fra? Det ender jo med, at Nørrebro en dag bliver nævnt i avisen – eller i....TV-avisen!
Næste gang jeg fortæller, hvor jeg bor, forventer jeg, at jeg bliver udsat for et mindre bombardement af spørgsmål (og det er ok, vi nørrebroere er vant til bombardementer). Men ja, det er lidt ligesom at bo i Hollywood, og nej, Robert Hansen er ikke så høj i virkeligheden, men han puttede godt nok noget mistænkelig hvidt pulver i sin kaffe.
Cut!



<< Home