- This isn't good cop, bad cop. This is fag and New Yorker
Copenhagen International Film Festival hylder i år europæisk film. Derfor valgte jeg at lægge ud med en af de få amerikanske, der er på programmet. ”Kiss, Kiss, Bang, Bang” havde dansk snigpremiere i nat i CinemaxX.Selv om filmen er amerikansk, tager den en del chancer. Bare se rollebesætningen. De dominerende hovedroller spilles af ex-kokainvrag Robert Downey Jr. og ex-Iceman Val Kilmer. Begge står til en revival efter denne film, selv om den nok ikke går hen og bliver en blockbuster.
”Kiss, Kiss, Bang, Bang” er japansk for James Bond, og det har filmens debuterende instruktør, den garvede manuskriptforfatter Shane Black (”The Last Boyscout”, ”Leathal Weapon 1-4”) meget velvalgt kaldt denne gakkede parodi på en tidlig film noir detektiv-thriller.
Harry Lockhart (Downey Jr.) er en low-life tyv, der ikke er særlig god til sit hverv. Af uransagelige årsager ender han pludselig i L.A. for at blive prøvefilmet. Men næsten lige så hurtigt som han kan nå at få tæsk til et poolparty, agerer han i stedet detektiv for sin genfundne gamle high school flamme.
Sådan er plottet. Evigt skiftende, ret umuligt at gennemskue – og egentlig også overflødigt, hvilket filmen er dejligt bevidst om.
I stedet bliver de mange meter celluloid brugt til at bygge karaktererne op. Lige fra hans bøssede meddetektiv Gay Van Shrike (Val Kilmer) til skuespillerinden Harmony (Michelle Monaghan), der efterhånden har opgivet sin karriere, selv om hun har været med i en øl-reklame.
Replikkerne er hurtige, eksplosive og ofte skægge, og Anders Thomas Jensen ærgrer sig nok over, at han ikke er kommet på et par af de idéer, der gør denne film absolut værd at se. Man ved aldrig helt hvad der venter i næste frame, som når Harmony smækker døren så hårdt i for vores stærkt prøvede tyv/skuespiller/detektiv/Harry, at hans ene finger bliver kappet af.
Selv om filmen deltog ved hovedkonkurrencen i dette års Cannes festival har vi ikke med større filmkunst at gøre. Men historien er fortalt med et stort overskud, skuespillerpræstationerne er solide og underholdningen hjemme. Og selv om filmen engang imellem taber pusten i et par sekunder, formår den altid at få vejret tilbage.
Fire store bøtter popcorn ud af seks til en film i en humorgenre, hvor det ellers anses for farligt at tage for mange chancer, og man dermed alt for ofte ender med flade film. Denne har krusninger.
Filmen får amerikansk premiere 14. september og dansk premiere d. 7. oktober. Den vises også en gang til på festivalen fredag d. 26. august i Dagmar ved midnat.



<< Home