pushed

Filmdillen fra 80’erne er kommet tilbage. Blockbuster-film skal have sequals – efterfølgere. Særligt amerikanskerne dyrker denne dille. Og instruktør Nicolas Winding Refn har altid været inspireret af amerikansk film – ja, han har endda selv lavet en derovre. Fear X. En dyster, langtrukken film, der lugtede af Lynch og stank af økonomisk fiasko.
Netop her starter de to efterfølgere på Pusher – hans eneste hit - som Refn lavede som 24 årig. Otte år efter skulle det hit malkes for penge for at dække underskuddet. Det blev til Pusher 2 og 3, der nu kan kæmpe om, hvilken der er dårligst. En ting har de i al fald til fælles: Plottet. Hovedperson indgår stor handel, noget går galt med handlen og herefter er hovedpersonen i problemer. Same O’ Same O’.

Denne gang er hovedpersonen Milo (Zlatko Buric). Ligesom i 2’eren har man måtte ændre hans figur lidt i forhold til Pusher 1, så man kunne lave en film med ham. I modsætning til det indtryk, man har af Milo i etteren, skal han nemlig her ordne det meste selv. Isoleret, let at ydmyge og rimelig ufarlig.
Milo er pusher. Han sælger dope til dealerne. Men den nye generation presser på. De vil ind på markedet, som Milo ellers prøver at styre med semihård hånd. Problemet er, at Milo selv er ved at blive lidt afhængig af sine varer.

Denne dag er ekstra hård for Milo, fordi hans datter (Marinela Malisic – kendt fra Robinson) fylder 25 år, og Milo står for maden. Noget, han er ret elendig til. Faktisk så elendig, at alle hans folk bliver syge efter at have prøvesmagt de indledende øvelser i køkkenet.

Så langt så godt. Den næste time render Milo rundt og prøver at holde styr på, hvor hans store lager af ecstacy-piller og penge er forsvundet hen. Selv om han må formodes at være en gammel ræv i branchen, opfører han sig som en uskyldig jomfru uden pels.

Det havde nok hjulpet at gennemlæse manuskriptet med en kritisk pen. Eller i det hele taget bare at skrive et, for Zlatko Buric har alt for mange og lange scener, hvor hans eneste medspiller er en joint. For genkendelighedens skyld (intet må virke nyt i en Pusher-film åbenbart) spiller den samme enerverende underlægningsmusik hver gang Zlatkos verden er ved at vælte.

Meget længere kommer vi ikke. Dialogen er ikke interessant – hverken, sjov, barsk, nær eller fjern. Blot kedelig og klichéfyldt. Milo-figuren virkede interessant og skræmmende i den oprindelige Pusher-film. Nu er karakteren hurtigt glemt. Måske ville den tynde historie være gået an i en novellefilm, men i den nuværende form er filmen tre gange for lang. Kun et spørgsmål melder sig efter filmen: Hvordan kunne Refn sælge sådan ud? I filmbladet Mifune svarer han selv:

”Jeg lavede filmene for at betale min gæld fra Fear X. Jeg sad med min businesspartner (...) og overvejede, hvad fanden vi skulle gøre. Og så var det vist Kenneth Plummer (dengang adm. dir. i Nordisk Film), der i en sidebemærkning sagde, at han godt ville lave film a la Pusher. Jeg tænkte umiddelbart: ”Det bliver uden mig!”. Jeg kunne ikke se en mening i at lave en efterfølger. Så ville jeg hellere skylde fem millioner resten af mit liv. Det var jeg ligesom også ved at indordne mig under.
Men så kom jeg på, at hvis jeg lavede en treer også, ville det ikke være så meget en efterfølger, som det ville betyde nye vinkler – og det ville være mere radikalt efter mit eget hoved.”

Hvis det er radikalt, Refn, så er det kun fordi, det er radikalt tyndere. Refn fortsætter med at fortælle, at han bedre kan lide de to sidste Pusher-film - men har man først solgt ud, må man vel også gå hele vejen.
Filmen får to sølle spande popcorn uden salt. Og kun fordi Buric altid vil være Buric, og fordi han spiller så godt som det nu er muligt med en karakter, der er tyndere end de maks. tre linier, filmens plot fylder. Det skal regne meget kraftigt, før den film er værd at blive inde for at se. At dreje uden om!