film noir i fastfood-format

Kærlighed. Pludselig en dag sætter den sig hos dig på din trappesten og venter på, at du inviterer den indenfor. Den kræver nærvær, eftergivelse og forplantning. Giver man den ikke det, kan den forsvinde fra en. Drukne. Og så gør den ondt, hvis man da ikke som pianisten Zetterström (Ulrich Thomsen) vælger at fortrænge sin fortid.

Christoffer Boes anden film, Allegro, kigger på et nyt aspekt af den smerte og usikkerhed, der følger med kærlighed. Hvor Reconstruction stillede skarpt på valget - på den evige jagt efter det samme i nye forklædninger, lader Boe denne gang de knitrende, mørke billeder gennem København handle om al den kærlighed, der gemmes væk, når den gør ondt.

Sammen med medforfatter Michael Wulff (den ene halvdel af Wulffmorgenthaler) skaber Boe en stor uigennemtrængelig zone i indre København. Herinde gemmer pianistens fortid sig, forklarer den gamle fortæller (Henning Moritzen) os. Og som publikum skal man ikke gætte mange gange, før man ved, at det også kræver smerten, hvis pianisten kunstnerisk skal kunne give sig hen i sit spil.
I de ti år, der er gået siden bruddet med hans underskønne kærlighed (Helena Christensen), har han formået at gemme sig for publikum. Bogstavelig talt give dem blind for øjnene og spille på en scene henlagt i mørke. Nu stjæler fortiden hans talent, der er skabt gennem stædig perfektionisme og afholdenhed fra det, han ikke selv kunne styre.

Symbolikken er tyk, og skulle vi være i tvivl om dele af handlingen skal vi nok få det forklaret igen – og igen og igen. Hvor Reconstruction var fin og let, smertelig og mystisk, klippet i stykker og sat sammen i en mosaik, der gav mening i helhed, er Allegro gennemtykket og tynd.
Det er synd, og det gør filmen kedelig og langtrukken i stedet for sanselig og smuk.
Plottet ligner alt for meget det, vi så i Eternal Sunshine of the Spotless Mind med Jim Carrey. Forskellen er blot, at man i Eternal lader publikum være nysgerrigt i bare lidt mere end de tre minutter, der går, før det hele bliver lige så klart som hovedpersonernes hukommelse er uklar for dem selv.

Jeg havde virkelig glædet mig til et gensyn med Boes fortællerstil. I Reconstruction tog han vejret fra mig. I Allegro tog jeg mig selv i at være ved at falde i søvn. Og for min irriterende sidemand lykkedes det vist faktisk et stykke tid efter, han havde sendt en sms et sted hen, hvor han øjensynligt hellere ville befinde sig.
Der var da heller intet nyt at hente på lærredet. Og selv om det er svært at bedømme på en endimensional figur, var Helena Christensen desværre heller ikke et frisk pust. Ulrich Thomsen spiller uden større besvær endnu en gang den knudrede mand med kort, simpel frisure, og Nicolas Bro får som altid salen til at grine bare ved at åbne munden. Min gabte.

Det kan ikke blive til mere end tre meget små bøtter popcorn. Filmen har premiere 30. september.