fantastisk filmfestival

111 film på 11 dage lovede Copenhagen International Filmfestival. Jeg nåede kun 12 på ni dage, men det var også lige nok til at tage den værste filmappetit.
At være til filmfestival med filmpas er lidt ligesom at tage i Tivoli med tur-pas. Man hopper på de ture, der er tid og lyst til - og måske når man lidt flere end godt er. Bagefter er man rundtosset, mæt og træt. Men godt det var det.

Filmfestivalen diskede virkelig op med en række klassefilm, som ellers ikke ville have set et dansk lærred. Særligt de spanske og franske film overstrålede langt de danske.

Af en eller anden årsag tænker man nærmest instinktivt, at fransk film må handle om kærlighed og café-liv, at spanske er voldsomme og pumpede med testosteron og at tyske film er triste, socialrealistiske og optaget i ghettoer. Og det synes da også at være tilfældet, men fuck, hvor var det skægt og i øvrigt langt bedre underholdning end meget af det, der er hjemmeproduceret – eller ”made in u.s”.
Fordi skuespillerne siger ”je t’aime” eller ”Hände hoch!” betyder det ikke, at handlingen er komplet uforståelig for os nordboer. Spansk humor synes endda at ramme publikum bedre end den amerikanske, som vi ofte finder en kende for plat og søgt.

Men det er ikke kun de europæiske lande syd for grænsen, vi ikke vil lukke ind i vore biografsale og hjerter.Forleden bragte en af gratisaviserne en længere artikel om, at de nordiske nationer ikke går ind for at se hinandens film. Svenske storhits efterlader tomme danske biografsale og vice versa nordøst for Malmøbroen.
Det er sq da sørgeligt, at mange begrænser deres filmlandskab til danske og engelsk-sprogede film. Store filmnationer som Spanien og Frankrig har utrolig meget at byde på – alligevel kender vi højst to instruktører fra hvert land.

Min opfordring til dig er derfor: Drop Spielberg og Refn, og tænk fransk, spansk, græsk, tysk i stedet næste gang du skal i biografen eller lejer dig blå i hovedet hos den lokale videopusher.
Få lidt fremmed – du vil elske det!