technology - phone home

Mobiltelefoner – kan man leve uden? Jeg har i al fald ikke kunnet, siden jeg for snart alt for mange år siden købte en lille gul kasse hos Mobilix, som indeholdt en skrækkelig tung, grøn mobiltelefon.

Siden har jeg faktisk haft overraskende få modeller. Overraskende, fordi jeg ellers elsker gadgets. Så snart jeg ser noget nyt, synes jeg, at mit gamle tv er for klodset, computeren for langsom, og iPod’en for lille.

Alligevel er min mobil en Nokia 6610 (uden i’et bagefter), og modellen, jeg havde før, var en Nokia 3210. Jeg er dermed nærmere the missing link i mobilverden end de fleste andre hanner. Alfa som beta.

Det beskyttende plastic foran displayet på min Nokia er revnet en af de tusind gange, jeg har tabt den, og jeg kan uden at bruge vold (mere) skille mobilen ad på to sekunder. Frontpanel og bagklap kan simpelthen tages af uden et klik.
Overvejer da stærkt at skifte den ud, simpelthen fordi den meget snart må gå helt i stykker, men indtil videre har jeg haft den i dens nuværende tilstand i knapt et år.

Selv om den er så gammel, at kamera er ekstratilbehør, kan den det, den skal kunne. Den kan ringe op, man kan ringe til den, og den kan både sende og modtage sms’er. Bravo! Der er endda radio i den, og så kan jeg ikke forlange meget mere. Jeg ønsker simpelthen ikke mere af min mobil.
Hvorfor skal den kunne tage billeder, der ikke kan blæses op i størrelser større end et frimærke? Og jeg er ligeglad med polyfoniske ringetoner, når de stadig lyder af lort (eller i al fald af bip-bip-spil).

OK, bluetooth ER sejt, men det er det rystende antal af gående og cyklende kvinder, der ser ud som om de snakker med sig selv, ikke. Særligt fordi de alle snakker HØJT, mens de zombieagtigt ikke fokuserer på noget, fordi al opmærksomhed sidder i deres øresnegl (DER I PARANTES BEMÆRKET IKKE HEDDER HØRECHOKOLADEBOLLE – DET UDTRYK ER SÅ KIKSET, AT JEG KASTER CREMEDE OVERSKÅRNE EFTER DEN NÆSTE, JEG HØRER SIGE DET).
De nye features i mobiltelefonerne er simpelthen overratede. En mobiltelefon har i de sidste mange år allerede kunnet det, den skal kunne.
Siden SMS’en er der ikke kommet en opfindelse, der for alvor berettiger videreudvikling. Skærmene er for små til, at de kan vise noget alligevel, det lille tastatur gør den ubrugelig som PDA, og selv om de klasker mp3-afspiller, kamera, fax, internet, videokamera og email ind i dem, vil man altid have enheder, der gør jobbet på de områder så meget bedre, at de alligevel ikke kan erstattes.
Hvem vil droppe sin computer, fordi man har internetforbindelse på sin mobil, og dermed i teorien godt kan læse nyhederne på pol.dk på det lille 4x3 cm display?

Endelig er der et stort irritationsmoment ved at købe ny mobil. I det sekund sælgerens dankortterminal har flået et anseeligt antal kroner fra ens dankort, er det et spørgsmål om måneder eller uger, før samme model kan erhverves for en tusindedel – eller en femtedel, hvis ydmygelsen er mindre total.

Derfor skulle fanden stå i, at man køber en helt ny, fancy model. Det tager i det mindste en computer et års tid at falde til det halve, og Apple lancerer trods alt kun en større, mere blæret iPod hver fjerde måned...
Men altså - den der nye Motorola ER overdrevet blæret. Sharp as a razor. En af mine venner har den. OK - den falder ud sådan cirka ti gange under hver samtale, jeg har med ham på mobil, men designet er sq da fedt. Til gengæld har den ikke radio...