den politiske dagsorden - eller manglen på samme
BEKLAGER – INDLÆGGET BLEV LIDT LANGT. BUT REMEMBER: SIZE DOES MATTER!
Er det godt at være politiker i USA? Ja, det er det. Stiller de selv deres egne spørgsmål? Ja, det gør de faktisk. Og sådan kunne et interview med den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld blive ved og ved, for manden stiller gerne sig selv de spørgsmål, han gerne vil besvare, når tv-kameraerne kører.
Kvæg og cowboys
TV2 sendte sent i aftes en bemærkelsesværdig ærlig lang dokumentar/videodagbog (”Journey with George”).
Her viser NBC-journalist Alexandra Pelosi hvorledes pressen – endda efter eget udsagn – er det rene kvæg i præsidentvalgkampen. Eller mere præcist: At pressen er kvæg i texaner-cowboy Bushs valgkampagne.
Hvor de journalister, der følger Gore, er mere aggressive og anklager kandidaten for at have en lukket personlighed, er det lige omvendt i Bushland.
Her husker Bush og Bushs rådgivere journalisternes fødselsdage og fodrer dem med lagkager, margaritas, tequila-shots osv.
Til gengæld følger pressen så præsidentkandidaten mere eller mindre blindt, og dækningen bliver personlig i stedet for politisk.
Charmerer bukserne af
- Bush charmerede bukserne af os, siger en journalist, da Bush først er valgt ind, og det på trods af, at der var mange erklærede demokrater blandt journalisterne.
Hvor vi i Christoffer Guldbrandsens dokumentar om Mogens Lykketoft ser journalisterne diskutere politik, bliver der ikke snakket et sekund politik på samtlige 80 videodagbogminutter i ”Journey with George”.
Vi ser et par tiltag fra journalisternes side, og vi ser en Bush, der i en blanding af charme, manipulation og ren og skær ”hvis-du-spørger-mere-er-det-farvel” afviger spørgsmålene så let, at selv de største nikkedukker må krumme tæer.
Champignonkur
Bush får lov til det, fordi straffen er grum. Følger man ikke spillets regler (altså Bushs regler), er man ude i kulden.
Det minder i voldsom grad om ex-borgmester Brixtoftes såkaldte champignon-kur, hvor besværlige medarbejdere, der stillede spørgsmål ved det, der foregik, blev sat i kælderen, overdænget med verbal lort og lorteopgaver, indtil medarbejderen havde lært, at det var kæft-trit-og-retning. Brixtofte er din ven, hvis du gør, hvad han siger.
Lysepuster og charmetrold
Men ”den, der vinder, har ret”, og således er det svært at klandre Bush for, at han med en charmerende facon - som vi senest så, da han pustede lys ud for vores egen dronning - vinder pressens gunst.
Skylden for den dårlige, ufokuserede journalistik tilfalder alene de, der til tider påberåber sig titlen ”den fjerde statsmagt”. Pressen.
Journalisten bag dokumentarfilmen, Alexandra Pelosi, udtrykker på et tidspunkt frygt for, at det er farligt at bide den hånd, der fodrer en. Alt imens hun propper sig med fødselsdagslagkage.
Men her er det allerede gået galt. Man skal slet ikke fodres af den hånd, det kan tænkes, at man skal bide.
Ideologi og praksis
Jeg ved godt, at en ting er højtravende ideologier – noget andet er praksis. Ønsker man som journalist at være ude i kulden, fordi man har med en politiker at gøre, der kender spillets regler, og som spiller det benhårdt? Tør man gå glip af den historie, de andre har som tophistorie?
Jeg er ung, naiv og har kun arbejdet med journalistik i ”den rigtige verden” i halvandet år, men råber man ikke op, mens man endnu ikke har set sig blind på systemet indefra, gør man det aldrig.
Pack journalism
En enkelt journalist nævnte sagens kerne i dokumentarfilmen i går i to-tre sætninger. Det handler om pack journalism. At man følger de samme kilder, og tror på de samme rygter. Vælger de sikre historier, der ofte er lette at producere. Aviserne – tv som trykt – er hamrende bange for, at konkurrenten har en historie, man ikke selv har.
Undvær fnidder
Jeg tror faktisk ikke, at læserne tænker så meget over, at der er en nyhed, der mangler i den ene avis frem for den anden. Selvfølgelig er det lækkert at servere afsløringer, som den BT stod for, da Brixtoftes champignonfabrik faldt sammen. Og det ville være katastrofalt, hvis man glemmer at dække en finanslov eller ikke har en ministerrokade med i avisen. Det er klart. Men imellem disse store sager er der en masse fnidder, der sagtens kan undværes. Som den netop afsluttede dækning af Bush-besøget.
Sats
Det er et spørgsmål om at turde satse. Pack journalism eksisterer jo kun på grund af frygt. Hvis Bush vidste, at han ikke kunne slippe af sted med at behandle pressen som kvæg, måtte han enten stoppe med at lege cowboy eller fortælle, hvad han egentlig står for. Og det er slet ikke blot et amerikansk problem. Eksempelvis ved ingen danskere – socialdemokrat eller ej - endnu rigtigt, hvad Helle Thorning-Schmidt står for, selv om hun bestemt har været meget i pressen. Den lette historie – om Gucci-Helle – kender vi til gengæld.
Og apropos socialdemokrater kan vi ikke helt finde ud af, hvad Fogh står for. Men vi ved, at vi hellere vil drikke en øl med ham end med Lykketoft.
Ensidig dækning
Den daglige kamp hos medierne om at ramme samme dagsorden behøver ikke at eksistere. Det er ikke interessant at se DR og TV2 slås om, hvem der kan dække Bushs besøg mest overfladisk.
På TV2 begyndte de indkaldte eksperter endda at nævne, at dækningen var ensidig og mere fokuseret på sikkerhed end på reelt indhold. Så er der sq noget helt galt.
Alligevel sloges kanalerne om at være den første med billeder af Air Force One. Af helikoptere. Af morgenkaffe og lagkage. I virkeligheden var der kun en begivenhed, der krævede en live-omstilling: Pressemødet mellem Bush og Fogh.
Men konstant var vi live med på steder, hvor der i-n-t-e-t skete og i-n-t-e-t var at se. Og med mindre pressen benhårdt kalkulerede med, at der ville være et attentat mod Bush, når han steg af og på fly og helikoptere, vidste man også godt, at der i-n-t-e-t ville ske af værdi for seeren – andet end almindelig nysgerrighed hos befolkningen, jeg bilder mig ind kun eksisterer quo, at tv overhovedet bringer billederne.
Bange presse
Når jeg kalder mit forrige indlæg for ”bangeBush”, fordi Bush ikke tør/vil mødes med det danske folk med mulige buh-råb til følge, er det jo i virkeligheden ikke ham, der er en bangebuks. Det er pressen, fordi han slipper af sted med det.
Svend Auken blev helt nostalgisk, da han i går på TV2 huskede tilbage på dengang Bill Clinton var på besøg, og rent faktisk TALTE til os.
Men selv en nostalgisk ex-minister/ex-partileder kan ikke vække de danske medier og få dem til at bruge mere tid på, hvorfor han ikke vil holde en offentlig tale end på, hvor og hvornår præsidentens imponerende fly lander. Det ville være kritisk, det ville tage noget af glansen af resten af besøget, men det ville i det mindste være journalistik.
Blodfattig dækning
Først var det kongehuset, der fik journalisterne til at glemme de journalistiske dyder, nu er det personager, der kun har præsidentielt blod i årene, der får samme stupide dækning.
Hvis Fogh til tider duperer den danske presse, får Bush den til at dåne. Wake up!
Er det godt at være politiker i USA? Ja, det er det. Stiller de selv deres egne spørgsmål? Ja, det gør de faktisk. Og sådan kunne et interview med den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld blive ved og ved, for manden stiller gerne sig selv de spørgsmål, han gerne vil besvare, når tv-kameraerne kører.
Kvæg og cowboys
TV2 sendte sent i aftes en bemærkelsesværdig ærlig lang dokumentar/videodagbog (”Journey with George”).
Her viser NBC-journalist Alexandra Pelosi hvorledes pressen – endda efter eget udsagn – er det rene kvæg i præsidentvalgkampen. Eller mere præcist: At pressen er kvæg i texaner-cowboy Bushs valgkampagne.
Hvor de journalister, der følger Gore, er mere aggressive og anklager kandidaten for at have en lukket personlighed, er det lige omvendt i Bushland.
Her husker Bush og Bushs rådgivere journalisternes fødselsdage og fodrer dem med lagkager, margaritas, tequila-shots osv.
Til gengæld følger pressen så præsidentkandidaten mere eller mindre blindt, og dækningen bliver personlig i stedet for politisk.
Charmerer bukserne af
- Bush charmerede bukserne af os, siger en journalist, da Bush først er valgt ind, og det på trods af, at der var mange erklærede demokrater blandt journalisterne.
Hvor vi i Christoffer Guldbrandsens dokumentar om Mogens Lykketoft ser journalisterne diskutere politik, bliver der ikke snakket et sekund politik på samtlige 80 videodagbogminutter i ”Journey with George”.
Vi ser et par tiltag fra journalisternes side, og vi ser en Bush, der i en blanding af charme, manipulation og ren og skær ”hvis-du-spørger-mere-er-det-farvel” afviger spørgsmålene så let, at selv de største nikkedukker må krumme tæer.
Champignonkur
Bush får lov til det, fordi straffen er grum. Følger man ikke spillets regler (altså Bushs regler), er man ude i kulden.
Det minder i voldsom grad om ex-borgmester Brixtoftes såkaldte champignon-kur, hvor besværlige medarbejdere, der stillede spørgsmål ved det, der foregik, blev sat i kælderen, overdænget med verbal lort og lorteopgaver, indtil medarbejderen havde lært, at det var kæft-trit-og-retning. Brixtofte er din ven, hvis du gør, hvad han siger.
Lysepuster og charmetrold
Men ”den, der vinder, har ret”, og således er det svært at klandre Bush for, at han med en charmerende facon - som vi senest så, da han pustede lys ud for vores egen dronning - vinder pressens gunst.
Skylden for den dårlige, ufokuserede journalistik tilfalder alene de, der til tider påberåber sig titlen ”den fjerde statsmagt”. Pressen.
Journalisten bag dokumentarfilmen, Alexandra Pelosi, udtrykker på et tidspunkt frygt for, at det er farligt at bide den hånd, der fodrer en. Alt imens hun propper sig med fødselsdagslagkage.
Men her er det allerede gået galt. Man skal slet ikke fodres af den hånd, det kan tænkes, at man skal bide.
Ideologi og praksis
Jeg ved godt, at en ting er højtravende ideologier – noget andet er praksis. Ønsker man som journalist at være ude i kulden, fordi man har med en politiker at gøre, der kender spillets regler, og som spiller det benhårdt? Tør man gå glip af den historie, de andre har som tophistorie?
Jeg er ung, naiv og har kun arbejdet med journalistik i ”den rigtige verden” i halvandet år, men råber man ikke op, mens man endnu ikke har set sig blind på systemet indefra, gør man det aldrig.
Pack journalism
En enkelt journalist nævnte sagens kerne i dokumentarfilmen i går i to-tre sætninger. Det handler om pack journalism. At man følger de samme kilder, og tror på de samme rygter. Vælger de sikre historier, der ofte er lette at producere. Aviserne – tv som trykt – er hamrende bange for, at konkurrenten har en historie, man ikke selv har.
Undvær fnidder
Jeg tror faktisk ikke, at læserne tænker så meget over, at der er en nyhed, der mangler i den ene avis frem for den anden. Selvfølgelig er det lækkert at servere afsløringer, som den BT stod for, da Brixtoftes champignonfabrik faldt sammen. Og det ville være katastrofalt, hvis man glemmer at dække en finanslov eller ikke har en ministerrokade med i avisen. Det er klart. Men imellem disse store sager er der en masse fnidder, der sagtens kan undværes. Som den netop afsluttede dækning af Bush-besøget.
Sats
Det er et spørgsmål om at turde satse. Pack journalism eksisterer jo kun på grund af frygt. Hvis Bush vidste, at han ikke kunne slippe af sted med at behandle pressen som kvæg, måtte han enten stoppe med at lege cowboy eller fortælle, hvad han egentlig står for. Og det er slet ikke blot et amerikansk problem. Eksempelvis ved ingen danskere – socialdemokrat eller ej - endnu rigtigt, hvad Helle Thorning-Schmidt står for, selv om hun bestemt har været meget i pressen. Den lette historie – om Gucci-Helle – kender vi til gengæld.
Og apropos socialdemokrater kan vi ikke helt finde ud af, hvad Fogh står for. Men vi ved, at vi hellere vil drikke en øl med ham end med Lykketoft.
Ensidig dækning
Den daglige kamp hos medierne om at ramme samme dagsorden behøver ikke at eksistere. Det er ikke interessant at se DR og TV2 slås om, hvem der kan dække Bushs besøg mest overfladisk.
På TV2 begyndte de indkaldte eksperter endda at nævne, at dækningen var ensidig og mere fokuseret på sikkerhed end på reelt indhold. Så er der sq noget helt galt.
Alligevel sloges kanalerne om at være den første med billeder af Air Force One. Af helikoptere. Af morgenkaffe og lagkage. I virkeligheden var der kun en begivenhed, der krævede en live-omstilling: Pressemødet mellem Bush og Fogh.
Men konstant var vi live med på steder, hvor der i-n-t-e-t skete og i-n-t-e-t var at se. Og med mindre pressen benhårdt kalkulerede med, at der ville være et attentat mod Bush, når han steg af og på fly og helikoptere, vidste man også godt, at der i-n-t-e-t ville ske af værdi for seeren – andet end almindelig nysgerrighed hos befolkningen, jeg bilder mig ind kun eksisterer quo, at tv overhovedet bringer billederne.
Bange presse
Når jeg kalder mit forrige indlæg for ”bangeBush”, fordi Bush ikke tør/vil mødes med det danske folk med mulige buh-råb til følge, er det jo i virkeligheden ikke ham, der er en bangebuks. Det er pressen, fordi han slipper af sted med det.
Svend Auken blev helt nostalgisk, da han i går på TV2 huskede tilbage på dengang Bill Clinton var på besøg, og rent faktisk TALTE til os.
Men selv en nostalgisk ex-minister/ex-partileder kan ikke vække de danske medier og få dem til at bruge mere tid på, hvorfor han ikke vil holde en offentlig tale end på, hvor og hvornår præsidentens imponerende fly lander. Det ville være kritisk, det ville tage noget af glansen af resten af besøget, men det ville i det mindste være journalistik.
Blodfattig dækning
Først var det kongehuset, der fik journalisterne til at glemme de journalistiske dyder, nu er det personager, der kun har præsidentielt blod i årene, der får samme stupide dækning.
Hvis Fogh til tider duperer den danske presse, får Bush den til at dåne. Wake up!
<< Home