bangeBush

Solen er siden i går blevet dækket med tunge skyer, og det er regn og ikke solstråler, der rammer os jordiske væsener. Med andre ord – præsident George Bush er på vej.

Det handler udelukkende om symbolik. Danmark hjalp som et af de få lande USA i krigen mod Irak, og belønningen er et besøg af verdens vigtigste person.

Folket, der har stillet dets døtre og sønner til rådighed i krigen, får dog ikke lov til at høre på Bushs vise ord. Modsat Clinton ønsker Bush nemlig ikke at møde danskerne face to face.
Det er der selvfølgelig en bedre grund til end en stram tidsplan.
Hvor Clinton blev hyllet på Gammel Torv i København, ville Bush med ret stor sikkerhed blive buhet ud. Kun 11 procent af danskerne kan ifølge en ny undersøgelse lide, hvad George Bush foretager sig.

Ligesom resten af Europa støttede den danske befolkning da også så kraftigt op om John Kerry ved sidste års præsidentvalg, at der ville have været tale om en voldsom jordskredssejr, om vi havde skulle vælge ham, der (egentlig) bestemmer over os.

Jeg ville gerne have hørt Bush holde tale i Danmark. Men når nu bjerget ikke vil komme til Muhammed, var det godt, at jeg fik hørt ham sidste år, da jeg boede i Columbia, Missouri.

Under præsidentvalgkampen aflagde Bush vores lille swing-state et besøg. Et såkaldt rally.
Hvor Kerry holdt dem offentligt og lod alle komme ind, skulle man til Bushs rally have billet.

Jeg og to studiekammerater var så heldige, at vi netop befandt os på samme parkeringsplads som hvor det lokale republikanske kontor lå, da Bushs besøg i staten blev annonceret.
Derfor var vi også blandt de absolut første til at forespørge på billetter til rallyet.
Men der var et problem. Vi var ikke amerikanere – og dermed var vi sikkert heller ikke republikanere.

En uendelig striks tante af en ansat skrev modvilligt vore navne, adresser og telefonnumre op. Så ville vi ”få besked” senere samme dag. Selv om vi fedtede med ord som ”allies”, ”big fans” og endda tog imod bumper stickers til bilruden (ikke at de endte der), hørte vi selvfølgelig aldrig fra kontoret igen.
Og da vi henvendte os igen (og igen) blev vi konstant spist af med bortforklaringer.
Sagen var nemlig, at selv om det var frit for alle at komme med, bare man henvendte sig for at få billet, ville Bush KUN omgives af republikanere. Derfor var der et vis sikkerhedscheck forbundet med udstedelsen af billetter.

Heldigvis kendte vi nogen, der kendte nogen, og vupti fik vi sikret os billetterne – helt uden at underskrive en af de ellers obligatoriske sikkerhedsblanketter.

Ved selve rallyet så vi demokrater blive afvist ved indgangen trods det, at de havde fremskaffet sig billetter. Hvordan vagterne vidste, at de var demokrater, fandt vi dog aldrig ud af. Det handlede nemlig om ikke at skille sig ud og stille spørgsmål. Hellere én mindre ved rallyet end en, der kunne finde på at råbe noget grimt, lød mantraet nemlig hos det ekstreme opbud af security-folk.

En metaldetektor og et taskecheck senere fik vi dog lov til at se verdens vigtigste person.

- cirka så meget lovede Bush vælgerne i Columbia, Missouri

Hans besøg varede vel femten minutter, talen var præcis den samme som den, han havde fyret af uger forinden på Det Republikanske Konvent i New York, og som han havde fyret af lige siden og ville fyre af lige så længe valgkampen varede.

Det eneste, de amerikanske journalister gik op i, var nemlig, om der sneg sig en ændring ind i talen. For blev noget vægtet anderledes eller blev der måske endda sagt noget, der ikke helt matchede tidligere udtalelser, ville præsidentkandidaten nemlig fremstå som vægelsindet og utroværdig.

Derfor ændrede præsident og præsidentkandidat Bush selvfølgelig ikke et komma, selv om han sikkert ikke ved, hvordan sådan et ser ud. Publikum klappede, buhede da slemme FN blev nævnt (de støttede jo ikke USA’s beslutning om krig i Irak), og da Bush svinede sin modkandidat Kerry til, røg der klip-klappere i vejret hos det entusiastiske publikum.
Kerry var nemlig en flip-flopper (amerikansk for klip-klapper). Først var han imod krigen, så for, og så imod igen.
Det var ikke hele sandheden, men det betød selvfølgelig ikke noget. Man kunne ikke lade en flip-flopper lede landet.

Journalisterne måtte så finde noget andet at skrive om, og derfor kom valgkampagnen ikke til at handle om holdninger og politik, men om vejr og vind og køreplan.

Og præcis det tema har også været primus motor for dansk tv’s dækning indtil nu. Utallige omstillinger til Kastrup Lufthavn har givet os uendelig ligegyldig info om, hvorledes Air Force One vil lande, hvordan det vil dreje hen til modtagelsesdelegationen, og hvordan Bush bliver fragtet videre derfra.

Det næste døgn vil stå i lige så meningsløs og pinagtig journalistik. Kun fordi der ER en politisk dagsorden, og fordi der MÅSKE vil blive sagt noget i forbindelse med de officielle møder, der bare er tilnærmelsesvist interessant, er det ikke helt lige så hjernedødt som dækningen af et kongeligt bryllup eller forlovelse eller prinsedåb.
Men det er stadig et godt eksempel på, hvordan man de seneste år er begyndt at misbruge mange timer af den bedste sendetid blot der er antydningen af en anledning. Godt, at vi befinder os midt i den årlige agurketid, der alligevel er uden saft.

Nu forlader han flyet – dækket af sikkerhedsfolk, helikoptere og en dansk Fogh.

Welcome Bush! Nice not to meet you.