varm anbefaling

Selv om sommeren i den grad er over os med temperaturer, der rammer både 16 og 18 grader, kan det være, at du har planer om at søge indendøre i weekenden. Eller måske indensals i en kølig biograf. Lad mig i så fald anbefale Tómas Gislasons "Overcoming".

OK, det er en fordel, hvis du er til cykelsport. En endnu større fordel, hvis du kan lide Team CSC og særligt Basso, Sastre, Voigt og Riis. Og et kæmpe plus hvis du så touren sidste år. Men er de tre ting på plads, kan du godt glæde dig.

Filminstruktør Gislason følger og portrætterer sportsfolkene tættere og mere personligt, end jeg nogensinde har set det før. Særligt den ellers meget lukkede Bjarne Riis er i fokus med Basso og Sastres personlige kriser følgende lige efter.
Holdet skal forholde sig til dødsfald (Sastres nære ven, Jimenez), kræft (Bassos mor) og Riis selv kæmper med stress.
På tætteste hold følger vi udviklingen op til og under tour de france, hvor hotelværelserne mere og mere ligner lazaretter som touren skrider frem og styrtene bliver flere og mere voldsomme.

Kamera og microports (trådløse mikrofoner) synes med overalt. Vi overhører dele af en samtale mellem Ivan Basso og Armstrong, hvor Armstrong som en gestus til Bassos kræftsyge mor (og som en del af det taktiske spil) fortæller, hvilke to steder han har tænkt sig at angribe i bjergene. Riis beordrer Sastre og Basso til at følge Armstrong tæt, og det inkasserer Basso en første- og en andenplads på de to etaper. Og Armstrong den samlede sejr.

Der er dog mere følelser end der er cykelløb i filmen. Og så er der masser af humor. Særligt tyske Jens Voigt kan ikke opholde sig i billedet i mange sekunder uden at joke. Tysklands disciplinerede svar på Jesper Skibby.

Havde Tómas Gislason skruet ned for eller helt undladt al den tekst, der undervejs i filmen ustandseligt skal kommentere, hvad vi i forvejen kan se på billederne, ville filmen have været endnu mere gribende. Men kommentarerne irriterer. De er som oftest overflødige, og ofte leveres de i et alt for højt tempo til at man reelt kan læse, hvad der står. Eller også er dele af den hvide tekst skrevet på hvid baggrund, hvilket er komplet uforståeligt med Gislasons ellers store billedforståelse in mente.

Men glem teksterne og lev dig i stedet ind i slaget om touren, og Riis' og rytternes individuelle kamp for at overvinde sig selv og sejre som hold. Den film er mindst en bjergtrøje værdig.