sygt
Det sker heldigvis sjældent, at jeg bliver syg. Og når det endelig sker, tager det da også et par dage for mig at indrømme det.
Jeg burde nok have indset det tirsdag morgen efter at have ligget en halv nat og rystet under hele tre dyner. Det var dog først onsdag aften efter at have været i biografen, at jeg gav efter. På det tidspunkt havde min krop i et par timer ihærdigt bidraget væsentligt til den globale opvarmning. Herefter blev varme afløst af kulde og koldsved. Noget, jeg aldrig har prøvet at have før - eller kan anbefale.
Næste dag kapitulerede jeg helt, og min krop kollapsede. Dagens sædvanlige struktur blev opløst, og jeg var forvandlet til Ozzy Osbourne. I min forholdsvis beskedne antal timer i vågen tilstand tøffede jeg rundt med hængerøv og et blik, der bare ikke var der. Selv det at vælge glas til at hælde vand op i var en nærmest uoverskuelig opgave. Ikke et kønt syn. Torsdag må med andre ord betegnes som den sygdomsdag, I kvinder elsker at kalde os mænd for ynkelige på, når det kommer til vores håndtering af sygdom - eller mangel på samme.
Fredag fulgte jeg så netop en kvindes råd og ringede til lægen. Det er ikke en disposition, jeg bryder mig meget om. I mine år i Århus fandt jeg aldrig ud af, hvem min læge var, i USA ville jeg aldrig have haft råd, og vel tilbage i København igen har jeg indtil nu ikke haft behov for at kontakte min nye læge.
Men når det nu skulle være, blev det alligevel ikke. Jeg ringede desværre for sent (alt over kl. 9 til en læge er også meget, meget sent), så jeg blev automatisk stillet om til hans kollega, der med dennes reaktioner, og ud fra barnegråden i baggrunden at bedømme, tydeligvis arbejdede hjemme.
Jeg er sikkert ikke særlig strategisk her, for jeg prøvede virkelig at lyde rask, mens jeg beskrev mit sygdomsforløb, som jeg havde et par spørgsmål til.
Lægen svarede lettere arrogant for sig, men toppede efter, at jeg have måtte indrømme, at jeg ikke ejede et termometer (og aldrig har gjort det). Han svarede kort og godt: "Så synes jeg, at du skal se at få købt et, og så kan du finde ud af, om du overhovedet har feber." Hallo! Er det måske ikke svar nok, at det er blevet et par grader varmere i luften de sidste par dage?
Jeg besluttede mig for at sove oven på den mistillidserklæring, og havde det noget bedre, da jeg vågnede. Matas blev aflagt et besøg og et termometer med tysk/spansk-brugervejledning indkøbt.
Hvis jeg forstår: "Das Thermometer unter der Zunge positionieren, und den Mund zu einer korrekten Messung schliessen" korrekt, fandt jeg i al fald ud af, at jeg kun havde 38,6. Det var dog også det tidspunkt de seneste par dage, hvor jeg havde haft det bedst. Men stadig: Feber! Ha! Victory.
Jeg burde nok have indset det tirsdag morgen efter at have ligget en halv nat og rystet under hele tre dyner. Det var dog først onsdag aften efter at have været i biografen, at jeg gav efter. På det tidspunkt havde min krop i et par timer ihærdigt bidraget væsentligt til den globale opvarmning. Herefter blev varme afløst af kulde og koldsved. Noget, jeg aldrig har prøvet at have før - eller kan anbefale.
Næste dag kapitulerede jeg helt, og min krop kollapsede. Dagens sædvanlige struktur blev opløst, og jeg var forvandlet til Ozzy Osbourne. I min forholdsvis beskedne antal timer i vågen tilstand tøffede jeg rundt med hængerøv og et blik, der bare ikke var der. Selv det at vælge glas til at hælde vand op i var en nærmest uoverskuelig opgave. Ikke et kønt syn. Torsdag må med andre ord betegnes som den sygdomsdag, I kvinder elsker at kalde os mænd for ynkelige på, når det kommer til vores håndtering af sygdom - eller mangel på samme.
Fredag fulgte jeg så netop en kvindes råd og ringede til lægen. Det er ikke en disposition, jeg bryder mig meget om. I mine år i Århus fandt jeg aldrig ud af, hvem min læge var, i USA ville jeg aldrig have haft råd, og vel tilbage i København igen har jeg indtil nu ikke haft behov for at kontakte min nye læge.
Men når det nu skulle være, blev det alligevel ikke. Jeg ringede desværre for sent (alt over kl. 9 til en læge er også meget, meget sent), så jeg blev automatisk stillet om til hans kollega, der med dennes reaktioner, og ud fra barnegråden i baggrunden at bedømme, tydeligvis arbejdede hjemme.
Jeg er sikkert ikke særlig strategisk her, for jeg prøvede virkelig at lyde rask, mens jeg beskrev mit sygdomsforløb, som jeg havde et par spørgsmål til.
Lægen svarede lettere arrogant for sig, men toppede efter, at jeg have måtte indrømme, at jeg ikke ejede et termometer (og aldrig har gjort det). Han svarede kort og godt: "Så synes jeg, at du skal se at få købt et, og så kan du finde ud af, om du overhovedet har feber." Hallo! Er det måske ikke svar nok, at det er blevet et par grader varmere i luften de sidste par dage?
Jeg besluttede mig for at sove oven på den mistillidserklæring, og havde det noget bedre, da jeg vågnede. Matas blev aflagt et besøg og et termometer med tysk/spansk-brugervejledning indkøbt.
Hvis jeg forstår: "Das Thermometer unter der Zunge positionieren, und den Mund zu einer korrekten Messung schliessen" korrekt, fandt jeg i al fald ud af, at jeg kun havde 38,6. Det var dog også det tidspunkt de seneste par dage, hvor jeg havde haft det bedst. Men stadig: Feber! Ha! Victory.
<< Home