deep throat

Jeg så "All The President's Men" (igen) forleden. En ægte filmklassiker, der med intensitet fortæller, hvordan journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodward fra The Washington Post med flid og jernvilje fælder præsident Nixon.

Enhver journalist er afhængig af gode kilder til sådan en historie, og Bob Woodward havde da også "en god ven" - som han først beskrev sin hemmelige kilde. Senere omdøbte en redaktionssekretær på New York Post kilden til "Deep Throat".
"Deep Throat" er siden blevet et journalistisk begreb (men har dog også beholdt sin oprindelige betydning, man sikkert kan finde mange interessante ting med, hvis man googler på det). Det er den hemmelige kilde med insiderviden, som andre bestemt ikke ønsker offentliggjort.
En deep throat-kilde bliver betragtet som alt lige fra at være en illoyal paria til at være demokratiets og ytringsfrihedens redningsmand.

Verden havde i al fald set anderledes ud i dag, hvis ikke det havde været for Mark Felt, der i en alder af 91 nu endelig er sprunget ud som Mr. Deep Throat of Watergate.
Vanity Fair (og ikke The Washington Post - til avisens store ærgelse) bragte historien for en uge siden. Og det er virkelig en fantastisk historie, jeg varmt vil anbefale dig, at du læser.
Tænk i den grad at have været med til at skrive og ændre verdenshistorien, og så ved end ikke ens egne børn om bedrifterne.
Jeg synes selv, at jeg er god til at holde på hemmeligheder, men det her er exceptionelt. Ja, det er næsten godt nok til en ny film. Denne gang uden at Deep Throat er affilmet som en lang skygge i en parkeringskælder.