crap
Hvornår lærer jeg det? Danske film er ikke, hvad de har været.
Her er scenariet: Iben Hjejle er en hysterisk, selvhævdende - og selvretfærdig – kælling og Kim Bodnia er en indesluttet, hård negl. Set før?
Den dvd-aktuelle film Inkasso er lige så forudsigelig som den er hurtig glemt. Ligesom i Pusher skal Kim Bodnia skaffe penge. Det skal Iben Hjejle også. Hun er ludoman og overspiller rollen i fin overensstemmelse med det ringe manuskript.
Danske folkekomedier kan for tiden åbenbart kun finde to centrale omdrejningspunkter: Penge og kikset kærlighed. Denne film har dem begge. Så for at få det tynde og forudsigelige manuskript til at glide ned har instruktør Lasse Spang Olsen drysset filmen med kendisser og med skuespillere, der er bedre end dette. I flæng kan nævnes Erik Clausen, Ole Ernst, Jens Okking, Brian Nielsen, René Dif og Casper Christensen.
For mange kokke fordærver maden – og for forskellige krydderier gør den decideret usmagelig og underligt kønsløs.
Det hjælper slet, slet ikke, at Lasse Spang Olsen uden synderlig omtanke har proppet en masse Lisa Nilsson-musiknumre ind i filmen, der i perioder bliver brugt som behagelig underlægningsmusik, og til andre tider til at illustrere voldsscener med. Og nej – det hjælper heller ikke at bringe voldsscenerne i slowmotion. Det gør om muligt bare det hele endnu mere kikset.
Gennem 90erne blev vi beriget og forkælet med lækre, danske film. Nu er den hjemlige scene præget af middelmådige film med meget middelmådige instruktører som Anders Thomas Jensen, Hella Joof og Lasse Spang Olsen – og evigt lurende bagved står producer Reinar Grasten med endnu en Anja og Victor-film i ærmet.
Jeg sætter hermed al min lid til Per Flys ”Drabet” og Christoffer Boes ”Allegro”. Save us from this misery!
Her er scenariet: Iben Hjejle er en hysterisk, selvhævdende - og selvretfærdig – kælling og Kim Bodnia er en indesluttet, hård negl. Set før?
Den dvd-aktuelle film Inkasso er lige så forudsigelig som den er hurtig glemt. Ligesom i Pusher skal Kim Bodnia skaffe penge. Det skal Iben Hjejle også. Hun er ludoman og overspiller rollen i fin overensstemmelse med det ringe manuskript.
Danske folkekomedier kan for tiden åbenbart kun finde to centrale omdrejningspunkter: Penge og kikset kærlighed. Denne film har dem begge. Så for at få det tynde og forudsigelige manuskript til at glide ned har instruktør Lasse Spang Olsen drysset filmen med kendisser og med skuespillere, der er bedre end dette. I flæng kan nævnes Erik Clausen, Ole Ernst, Jens Okking, Brian Nielsen, René Dif og Casper Christensen.
For mange kokke fordærver maden – og for forskellige krydderier gør den decideret usmagelig og underligt kønsløs.
Det hjælper slet, slet ikke, at Lasse Spang Olsen uden synderlig omtanke har proppet en masse Lisa Nilsson-musiknumre ind i filmen, der i perioder bliver brugt som behagelig underlægningsmusik, og til andre tider til at illustrere voldsscener med. Og nej – det hjælper heller ikke at bringe voldsscenerne i slowmotion. Det gør om muligt bare det hele endnu mere kikset.
Gennem 90erne blev vi beriget og forkælet med lækre, danske film. Nu er den hjemlige scene præget af middelmådige film med meget middelmådige instruktører som Anders Thomas Jensen, Hella Joof og Lasse Spang Olsen – og evigt lurende bagved står producer Reinar Grasten med endnu en Anja og Victor-film i ærmet.
Jeg sætter hermed al min lid til Per Flys ”Drabet” og Christoffer Boes ”Allegro”. Save us from this misery!
<< Home