iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->net-op<!-- BlogbotTitleEnd -->

15.4.05

net-op

Nettet er fantastisk. Det er intet mindre end verdens største indkøbscenter. Bare indenfor det seneste års tid har jeg købt to digitalkameraer, en printer, en scanner, adskillige bøger, dvd-film og gaver, og sikkert en masse andet som jeg allerede har glemt, over nettet. Mit mobilabonnement kører over nettet ligesom de fleste af mine banktransaktioner. Spiller jeg på en kamp, kunne jeg ikke drømme om at bruge andet end en bookmaker på nettet osv.
Nettet er fantastisk, fordi det er simpelt og hurtigt at bruge – og så er det billigt. Man kan let spare mange procent af en vares pris ved at handle på nettet. Selvfølgelig kan man det. Butikkerne behøver jo ikke at eksistere fysisk og salgskonsulenter kan der ofte spares kraftigt på. Prisen er da også - foruden tillid - det vigtigste for de forbrugere, der handler over nettet.


Derfor er det mig også så meget mere uforståeligt, at noget af det mest udbredte på nettet, musikfiler og film, bliver solgt så pinagtigt dyrt og på så pinagtige vilkår, som tilfældet er i Danmark.
Det er efterhånden velkendt, hvor stor en joke det er at købe et musiknummer digitalt her i landet.
For det første er der ofte sat en ublu pris på de enkelte musiknumre – set i forhold til hvad albummet ville koste på cd. Man køber en vare, der ikke umiddelbart kan videresælges (interessant problemstilling i øvrigt – kan man sælge en mp3-fil?), og varen får man leveret i en meget rå udformning uden den fornemmelse af at eje noget, som et cd-hylster og et cover giver en.
Dernæst er der selvfølgelig farcen med, at man så ofte ikke kan afspille de indkøbte numre på sin iPod, fordi det filformat, musikken bliver leveret i over nettet, ikke understøtter sådanne tekniske mainstream-maskiner.


Nuvel. De problematikker kender de fleste netbrugere. Nu har TV2 så lanceret Sputnik, der består af to dele. En del, hvor man kan se udsendelser bragt på TV2 og TV2 Zulu, og en del, hvor man kan leje film over nettet. Lad mig for nemhed og længdes skyld holde mig til at kritisere den sidste del: Leje af film.

Jeg er bybo. Min nærmeste Blockbuster forefindes i tre minutters absolut moderat gå-tempo. Skulle jeg forfalde til Playtime, tager det vel fire minutter. Åbningstiderne er bestemt fleksible de steder, og de fleste film kan erhverves for 25 kr. for to døgns leje. Lejer man flere på en gang, er der ofte favorable tilbud. Jeg ved, jeg er privilegeret, og at der sikkert findes pletter på landkortet uden lignende mulighed – men det er altså en meget god sjat af Danmarks befolkning, der bor i byer med en videobutik, der byder på nogenlunde samme vilkår og priser.
Sputnik tager næsten som udgangspunkt 40 kr. for alle film – for et døgn. Reconstruction og Pulp Fiction er altså ikke premierefilm mere, TV2.
Alligevel prøver man at sælge en vare til 15 kr. mere. En vare med åbenlyse ulemper:
  • man har kun filmen i et døgn
  • afhængig af teknisk udstyr får man næsten med sikkerhed filmen leveret i dårligere lyd- og billedkvalitet over nettet
  • der er intet ekstramateriale ved leje på nettet, mens det ofte findes til overflod på nyere dvd-udgivelser
Blockbuster og Co. bruger masser af penge til sine fysiske lokaliteter, for personale og på at have sine varer i en fysisk udgave. TV2 Sputnik kan ret beset klare det hele med god serverplads og båndbredde, et par hardcore nørder og en delegation til at forhandle aftaler hjem med distributører.

Hvorfor er det, at nettet stadig er i sin vår i Danmark, når det gælder prisfastsættelse på ikke-fysiske varer? Jeg undrer mig (igen).