iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->taster i natten<!-- BlogbotTitleEnd -->

6.3.05

taster i natten

Michael Simpson glider ud af højtalerne. Det er nat, og her er kun en til at høre ham. Jeg er frivillig fange i min stue foran min skærm med mit lange word-dokument åbent. Hovedopgaven er inde i sidste fase.
Peter Kramhøft, Søren Kjørup, Henrik Poulsen, Rikke Viemose. Forfatterne råber op om alle de ting, jeg skal huske at have med. Deres bøger ligger åbne på skrivebordet, mens de aktivt holder øje. De mener det godt, men lige nu skal de bare holde kæft. Det er mig, der taster.

Scissor Sisters insisterende beat afløser Simpson. Nattens sidste sms-besked er sendt og modtaget, og der er ikke længere fare for, at telefonen ringer og forstyrrer. De allerdårligste amerikanske tv-serier bliver lige nu via kabel pumpet ind i mit fjernsyn, men skærmen forholder sig klædeligt sort.

Low tager stille over. En skriveproces er en stor blanding af glæde, frustration og forløsning. Denne nat har det hele. Mens alle de derude i bylivet drikker hjernen ud, flyder min over. Forhåbentlig vil enkelte dråber give mening i morgen, når det hele skal læses igennem og rettes til og skrives videre på.

Ed Harcourt is watching the sun come up, mens mine fingre flyver over tasterne. Jeg vil være natteravn til jeg dør.