en døende engel

”When I was a little girl,” kom det uendeligt bøsset fra Andy Bell som optakt til "Rapture". Erasure gav til aften koncert i Vega. Den første af to. Det virkede ellers som om, Bell ikke sparede et eneste bøssemove til senere i det syv kvarter lange show. Og han havde ikke mange centimeter på kroppen tilbage, som publikum ikke fik at se.

Efter første nummer rykkede 40-årige Andy Bell med et ikke synderligt rask udtryk i ansigtet mikrofonen helt frem til scenekanten. Han ville så tæt på publikum som muligt på denne tour, der blot bærer titlen: ”The Erasure Show”. Og show var, hvad vi fik - med det ene fede nummer efter det andet. ”Stop!”, ”The Circus”, ”A Little Respect”, ”Phantom Bride”, ”Love To Hate You” og ”Oh L’amour” – bare for i flæng at nævne et par af de største. Numrene fungerede fantastisk live. Der var ellers ikke ændret en akkord i forhold til album-versionerne. Hver elektronisk lyd blev køligt kontrolleret af Vince Clarke, som med stiv mine stod bag sit Roland i skiftende suits. Imens dansede Andy Bell rundt i alt fra fjerboa til englevinger.

Også et par af de nye numre fra Nightbird blev listet ind mellem de mange gamle hits. Selvfølgelig med Breathe i spidsen, der allerede er et sikkert hit blandt det på-vej-til-at-blive-modne publikum. Selv om publikum nok kunne findes yngre til en Nephew-koncert, var Andy Bell og Vince Clarke dog stadig så absolut blandt alderspræsidenterne i salen. Og selv om der ellers var budt op til 100% gay dance, virkede publikum ganske hetero med piger med gravide maver, og med en behersket - men dog rigtig god - stemning i salen. Andy Bell var vist ligeglad - selv om han gerne ville give sit værelsesnummer til en fyr blandt publikum. På den måde var der ingen, som stjal hans lys. Med et sygt blik i øjnene og HIV i kroppen er der ellers ingen, der ved, hvornår det bliver taget fra ham.

Ooh, sometimes, The truth is harder than the pain inside, yeah, Ooh, sometimes, It's the broken heart that decides, sluttede Andy Bell af i “Sometimes”, og forlod scenen med et: “See you tomorrow”. The show must go on.

Meget tættere kommer man ikke på pophimmelen. Selv havde næsten glemt tømmermændene fra gårsdagens spontane bytur. Det er en ikke helt lille ros. Godt gået, Bell & Clarke. Også selv om jeg et par gange måtte kigge væk og grine, når dansetrinene blev ikke bare for meget – men ALT FOR MEGET. Man er vel homofob...til husbehov.