dufte
Når jeg trykker på min sæbetank i badeværelset, flyder tankerne tilbage. Hvordan sådan noget sker, ved jeg ikke. Men den sidste sæbe, jeg uskyldigt købte i Føtex, minder mig om en pige, jeg engang var vanvittigt forelsket i. Det er mange - rigtig mange - år siden. Så mange, at jeg undlader at tælle. Man skulle jo nødigt komme på den forrykte tanke, at man er ved at blive gammel.
Det er dog helt sikkert, at det var den samme type sæbe, hun vaskede sig med. Jeg husker den fra hendes hud og fra lagenerne bagefter. Selv om jeg stadig har en idé om, hvordan hun ser ud, og har en idé om, hvordan hendes stemme lyder, så er det kun idéer. Duften derimod – den er jeg helt sikker på. Jeg glemmer pigens navn, før jeg glemmer hendes duft. Før jeg glemmer enhver vigtig duft.
På et splitsekund kan et møde med et træ, en busk, bringe mig tilbage til mine bedsteforældres villavej eller til stranden i Rørvig, hvor jeg kun måtte gå ud til navlen. Og det sekund duften af flæskesteg og and fylder hjemmet, ved man, det er jul.
Dufte hæfter sig fast. På min faste cykelrute til uni i USA blev et stinkdyr kørt over. Jeg fik kvalme hver dag, jeg passerede det sted. Selv da den helt og aldeles ulidelige stank til sidst var væk.
De eksklusive dele af industrien ved det godt. Inventaret i en ny bil skal dufte rigtigt for at få bilen solgt. Men det undrer mig stadig, hvorfor vi forbrugere bliver budt på så få dufteoplevelser. Hvorfor forbinder jeg ikke Irma eller Illum med særlige dufte? Jeg husker jo dufte bedre end navne. Og dufte lokker. Får jeg først duften af popcorn op i mine næsebor, er jeg ikke mange sekunder fra at købe en biografbillet.
Da jeg flyttede til Nørrebro, lå der et supermarked – H2H hed det vist – få meter fra min hoveddør. Af uransagelige årsager havde de i selve indgangspartiet til butikken anbragt alle deres sild. Behøver jeg at fortælle, at butikken aldrig havde kunder, og at der i dag ligger en stor, fiskefri El-Giganten?
Nåh. Nok om dufte. Jeg vil lade mine nyvaskede hænder fortsætte dansen over keyboardet til en anden sang: Min opgave. Hvordan mon en nyudprintet hovedopgave dufter? I'll bet the smell is sweeter than honey.
Det er dog helt sikkert, at det var den samme type sæbe, hun vaskede sig med. Jeg husker den fra hendes hud og fra lagenerne bagefter. Selv om jeg stadig har en idé om, hvordan hun ser ud, og har en idé om, hvordan hendes stemme lyder, så er det kun idéer. Duften derimod – den er jeg helt sikker på. Jeg glemmer pigens navn, før jeg glemmer hendes duft. Før jeg glemmer enhver vigtig duft.
På et splitsekund kan et møde med et træ, en busk, bringe mig tilbage til mine bedsteforældres villavej eller til stranden i Rørvig, hvor jeg kun måtte gå ud til navlen. Og det sekund duften af flæskesteg og and fylder hjemmet, ved man, det er jul.
Dufte hæfter sig fast. På min faste cykelrute til uni i USA blev et stinkdyr kørt over. Jeg fik kvalme hver dag, jeg passerede det sted. Selv da den helt og aldeles ulidelige stank til sidst var væk.
De eksklusive dele af industrien ved det godt. Inventaret i en ny bil skal dufte rigtigt for at få bilen solgt. Men det undrer mig stadig, hvorfor vi forbrugere bliver budt på så få dufteoplevelser. Hvorfor forbinder jeg ikke Irma eller Illum med særlige dufte? Jeg husker jo dufte bedre end navne. Og dufte lokker. Får jeg først duften af popcorn op i mine næsebor, er jeg ikke mange sekunder fra at købe en biografbillet.
Da jeg flyttede til Nørrebro, lå der et supermarked – H2H hed det vist – få meter fra min hoveddør. Af uransagelige årsager havde de i selve indgangspartiet til butikken anbragt alle deres sild. Behøver jeg at fortælle, at butikken aldrig havde kunder, og at der i dag ligger en stor, fiskefri El-Giganten?
Nåh. Nok om dufte. Jeg vil lade mine nyvaskede hænder fortsætte dansen over keyboardet til en anden sang: Min opgave. Hvordan mon en nyudprintet hovedopgave dufter? I'll bet the smell is sweeter than honey.
<< Home