tragedie
Avisers første sektion er sjældent hyggelæsning. En nyhed i går ramte særlig hårdt.
En familiefar har formentlig kvalt sin to-årige søn og derefter begået selvmord ved at hoppe ud fra 11. etage. Moderen får nu – helt forståeligt – krisehjælp. Hvor er det en helt enorm menneskelig tragedie. Hvad er der dog gået igennem den mands hoved? Hvorfor slog det så meget klik?
Og hvor er det underligt, at det hele er foregået fem minutter herfra.
Mord og tragedier er begyndt at ske lige omkring mig, siden jeg valgte at flytte fra provinsen til København. Ja, faktisk begyndte det at ske præcist fra den dag, jeg flyttede hertil. Det var juni, det var varmt selv om natten, og jeg havde åbnet mit vindue i stuen ud til storbyen med alle dens for mig nye lyde og mange mennesker. Næste morgen kunne jeg læse, at havde jeg kigget ud af vinduet i stedet for at sove, ville jeg have været vidne til et mord. Et dødeligt knivstikkeri havde fundet sted meter fra min hoveddør.
Et par år senere flyttede jeg til et andet sted på Nørrebro. Nogenlunde det samme skete. Et mord fandt sted den første nat stort set lige udenfor mine vinduer. Siden har jeg ikke flyttet mere rundt på Nørrebro, men så let bringer man ikke fred i kvarteret - folk bliver stadig slået ihjel helt nær ved, hvor jeg befinder mig.
Da den italienske studerende blev slået ihjel ved Blågårds Plads forrige sommer, sad jeg få hundrede meter derfra og snakkede med en anden italiensk studerende på en café på Nørrebrogade. Det var så tæt på – og alligevel så fjernt, så fjernt.
Fem minutter herfra er en evighed. Ikke i tid – men i nærvær. Jeg er omgivet af mennesker indenfor sekunders afstand, jeg ikke aner, hvem er. Sådan er det bare. Bor man i København ved man sjældent, hvad der foregår på den anden side af ens væg. En dag måtte jeg gå en omvej for at komme hjem, fordi store dele af mit kvarter var afspærret. Politiet havde fundet et kæmpe våbenlager på Baldersgade. Efter sigende det næststørste i Danmarkshistorien. Så noget sker der i al fald bag de mange mure, jeg dagligt passerer.
Det er en kliché, at jo større byen er, des mindre kender man hinanden, men det er så rigtigt.
Mord, voldtægter og overfald sker lige uden for vinduet. Lige på den anden side af den låste hoveddør. Jeg er ikke bange – jeg undres bare nogen gange over, hvor lidt man kender det, der geografisk er så nært. Vi lever vores helt eget liv midt imellem alle andres. Kun fordi tragedien med faderen og sønnen stod i avisen, kender jeg til den. Og kun fordi artiklen er specifik med geografi og detaljer, ved jeg, at det skete fem minutter væk og ikke lige udenfor mine vinduer. Ikke denne gang i al fald.
En familiefar har formentlig kvalt sin to-årige søn og derefter begået selvmord ved at hoppe ud fra 11. etage. Moderen får nu – helt forståeligt – krisehjælp. Hvor er det en helt enorm menneskelig tragedie. Hvad er der dog gået igennem den mands hoved? Hvorfor slog det så meget klik?
Og hvor er det underligt, at det hele er foregået fem minutter herfra.
Mord og tragedier er begyndt at ske lige omkring mig, siden jeg valgte at flytte fra provinsen til København. Ja, faktisk begyndte det at ske præcist fra den dag, jeg flyttede hertil. Det var juni, det var varmt selv om natten, og jeg havde åbnet mit vindue i stuen ud til storbyen med alle dens for mig nye lyde og mange mennesker. Næste morgen kunne jeg læse, at havde jeg kigget ud af vinduet i stedet for at sove, ville jeg have været vidne til et mord. Et dødeligt knivstikkeri havde fundet sted meter fra min hoveddør.
Et par år senere flyttede jeg til et andet sted på Nørrebro. Nogenlunde det samme skete. Et mord fandt sted den første nat stort set lige udenfor mine vinduer. Siden har jeg ikke flyttet mere rundt på Nørrebro, men så let bringer man ikke fred i kvarteret - folk bliver stadig slået ihjel helt nær ved, hvor jeg befinder mig.
Da den italienske studerende blev slået ihjel ved Blågårds Plads forrige sommer, sad jeg få hundrede meter derfra og snakkede med en anden italiensk studerende på en café på Nørrebrogade. Det var så tæt på – og alligevel så fjernt, så fjernt.
Fem minutter herfra er en evighed. Ikke i tid – men i nærvær. Jeg er omgivet af mennesker indenfor sekunders afstand, jeg ikke aner, hvem er. Sådan er det bare. Bor man i København ved man sjældent, hvad der foregår på den anden side af ens væg. En dag måtte jeg gå en omvej for at komme hjem, fordi store dele af mit kvarter var afspærret. Politiet havde fundet et kæmpe våbenlager på Baldersgade. Efter sigende det næststørste i Danmarkshistorien. Så noget sker der i al fald bag de mange mure, jeg dagligt passerer.
Det er en kliché, at jo større byen er, des mindre kender man hinanden, men det er så rigtigt.
Mord, voldtægter og overfald sker lige uden for vinduet. Lige på den anden side af den låste hoveddør. Jeg er ikke bange – jeg undres bare nogen gange over, hvor lidt man kender det, der geografisk er så nært. Vi lever vores helt eget liv midt imellem alle andres. Kun fordi tragedien med faderen og sønnen stod i avisen, kender jeg til den. Og kun fordi artiklen er specifik med geografi og detaljer, ved jeg, at det skete fem minutter væk og ikke lige udenfor mine vinduer. Ikke denne gang i al fald.
<< Home