ønskebloggen

I halvanden måned har I måtte trækkes med, hvad jeg har fundet på af underlige ting at skrive om. I dag er det jeres tur. Uden at gøre reklame for det forlods lancerede jeg i morges: ”Ønskebloggen”. Dagens blog er simpelthen skrevet på input fra de, der tilfældigt måtte have kigget forbi i anden anledning.
Den tråd, jeg vil følge, er det noget bredt definerede ønske om at høre om: ”fetich”.

Ja, jeg må tilstå det. I mængden af sadomaniacs, blebærere og folk, der går ind for andre uhyrligheder, finder man også undertegnede. OK, jeg er ikke til sex i mørke fangekældre, og jeg er fortaler for toiletbesøg, men jeg har en fetich, som min mere modne, æstetiske side af mig kæmper for at holde nede og ikke udøve. Jeg er vild med...farvet lys.

Det er ikke seksuelt betonet, men jeg kan mærke en lyst og trang til at købe farvet lys. Trangen er størst, når jeg lige efter Nørreport på vej mod Nørrebro kører forbi Brinck Elektronik. Jeg husker, hvordan en ekskæreste altid sendte mig et skummelt blik, hver gang vi passerede dette lysets mekka. Hun kendte min svaghed, men hun stolede på, at jeg kunne styre den. Det har jeg også nogenlunde kunnet indtil nu. Jeg er for eksempel aldrig hoppet af cyklen eller steget af bussen og bevæget mig indenfor i Brincks univers. Men et par gange er det desværre gået galt med at styre trangen til kikset belysning.

Da jeg lige var flyttet hjemmefra, købte jeg som det første en stor seng. Den var pæn, simpel og diskret, men efter første jul skete der noget, der i de fleste øjne ville se ret mærkeligt ud. En farvet juletræskæde sneg sig rundt om endegavlen. Der hang den et par måneder og lyste mit barnlige sind op, når jeg gik i seng. En dag blev det dog for meget – selv for mig – og den blev pillet ned.

Næste skridt på denne far(v)efulde vej var en rød pære. I flere måneder lyste mit kombinerede sove/arbejdsværelse rødt, hvilket sikkert har set fantastisk ud for naboer. Red Light District i tredje sals højde. Jeg TROR, pæren en dag sprang, eller også blev den skiftet ud, fordi det gjorde for ondt i øjnene at læse, hvis jeg ikke havde min arbejdslampe tæt på.

Der gik flere år efter den røde pære var fjernet, før min fetich endnu en gang overvandt al fornuft. Jeg flyttede på kollegium og fik en fantastisk roommate, der desværre var til at lokke. I vores brede gang/lille stue (man kan have underlige værelseskombinationer som studerende) satte vi...åh, det gør ondt i mit hjerte at fortælle...en discokugle op. Ja, den kunne snurre og ja, der var lyskaster på, som kastede både blåt, gult, grønt og rødt lys.
Lad det være sagt med det samme: Det var et HIT til de mange fester, der huserede kollegieblokkene. Særligt hvis vi samtidig indhyllede lejligheden i stanniol. Skål på det! Men det var en anelse sølle at spise morgenmad en mørk vintermorgen badet i røde og grønne lysstråler. Og det var decideret pinligt, når man havde en date med hjemme. Piger deler bare ikke samme begejstring for lysshows.

Men en dag blev vi voksne og pillede kuglen ned. Det var en næsten ceremoniel handling, for vi vidste godt, at det var afslutningen på noget stort. Af tryghedshensyn fulgte discokuglen mig en enkelt flytning – forsvarligt indpakket i en sort plasticsæk. Men ud kom den aldrig mere. I dag nøjes jeg med at kigge med skjult længsel i isenkræmmeres vinduespartier, der tilbyder neonrør formet som cocktailglas, og mit lysdæmpede hjerte banker kun lidt stærkere, når jeg støder på vidundere grimrianer som denne. Jeg lever nu et normaliseret, sterilt oplyst liv, hvor en 60 watts pære i softtone er det vildeste, der skrues i fatningen.

Puha...ikke mere ønskeblog i denne omgang.