iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->not close<!-- BlogbotTitleEnd -->

13.2.05

not close

Dagen før dagen. Valentines. Hvorfor har vi kunstige dage, vi dedikerer til noget særligt? Mors dag. Fars dag. Det er rigtig cheesy. Og et dilemma. For skal man være cheesy og markere den, eller et dumt svin og ignorere den?

Anyway - dagen før dagen så jeg en rigtig ikke-kærestefilm.
Closer. Jeg ved ikke, om det var meningen, men det var en film, man aldrig rigtig følte sig ind i, selv om temaet var meget interessant. Hver skuespiller forsvarede med blandet held sin figur - men selv om det var de stærkeste følelser, der kom til udtryk - begær, kærlighed, jalousi - så havde alle replikker indlagt distance, selv om de blev forsøgt leveret uden.

Anyway igen - det er temaet, som er interessant her dagen før dagen. Mennesker mødes. Ofte forbandet tilfældigt. Sød musik skabes - men musik er ikke noget, der bare opstår. Det er tænkt. Et spil. Fra det øjeblik en bil kører din drømmekvinde ned foran dig, eller der opstår "a moment", når du er til fotosession hos den kølige, kvindelige fotograf, sættes et spil i gang. Din rolle i forholdet bliver defineret på få øjeblikke. Er du den søde, den ligefremme, den mystiske, det dumme svin? Er du den, der giver eller den, der modtager? Ud fra den rolle man får tildelt og man giver sig selv, går spillet i gang. Det er ifølge filmen uundgåeligt.


I Closer er de alle tabere i det store spil. Julia Roberts har to ægteskaber bag sig. Jude Law ender med at miste alt i modspil med Clive Owen, der er blevet indebrændt og bitter, og nu spiller spillet for spillets skyld. Natalie Portmans karakter er om muligt den største taber. Navnløs redefinerer hun konstant sin egen rolle, og har mistet troen på, at kærlighed er andet end ord. Ord forfører. Men i ordet: "forførelse" ligger også et stort element af bedrag. Og spil. Forførelse er et spil, hvormed man lokker den udvalgte til sig. Er det kærlighed? Bliver det kærlighed? Filmens siger nej. Kærlighed er begær og jalousi. Det er interaktion mellem mennesker, der definerer og redefinerer sine roller mellem hinanden i et evigt spil, hvor man kun kan tabe. Kærlighed er udnyttelse, overtalelse, krig.

Filmen blev ikke klog på kærlighed. Den prøvede, men forstod ikke. I morgen er det Valentines. Cheesy eller ej? Det er et spil. Lær reglerne.