lysegrønne elefanter
Unreal - never been there. Warcraft - didn't do it. Counter-Strike - forgot to buy the t-shirt.
Jeg må indrømme det. Jeg er ikke den store spillenørd. Det inkluderer, at jeg aldrig har været til et netarrangement, jeg aldrig har haft en rollefigur på et online-netspil, og at jeg i stedet for at eje et motherfuckerstort rumskib af en computer med kæmpe grafikkort og med blæsere, der kan gøre en zeppelin-ejer jaloux, har haft bærbare computere de seneste syv år. En god computer er en computer, man kan smide under sengen, har været mottoet, selv om jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har smidt en bærbar derned - og selv om min seng nu står cirka en centimeter fra gulvet, hvilket gør den manøvre umulig.
Men spil har simpelthen aldrig været den store prioritering for mig. Jo, jeg har smidt billister ud af deres biler i Grand Theft Auto, jeg har vundet Champions League i Championship Manager (der vist hedder noget andet nu), og jeg har fået tilfredsstillet min lyst til at bruge atomvåben i Rise of Nations. Jeg er endda den uopmærksomme ejer af en Playstation 2, som højst får lyset at se et par gange årligt. Men det er alt sammen undtagelser, der bekræfter reglen. Lige nu står det så grelt til, at jeg ikke har et eneste spil liggende på computeren. Og dog. Forleden blev jeg anbefalet et fantastisk spil. Forestil dig en verden fyldt med flyvende, lysegrønne elefanter, med bier så store som pitbulls. Forestil dig, at du er sat i verden til at bekæmpe disse misfostre. Forestil dig, at du er Preben. Lad humane følelser blive i lommen og giv i stedet din gøb muligheden for at blive hørt.
Jeg må indrømme det. Jeg er ikke den store spillenørd. Det inkluderer, at jeg aldrig har været til et netarrangement, jeg aldrig har haft en rollefigur på et online-netspil, og at jeg i stedet for at eje et motherfuckerstort rumskib af en computer med kæmpe grafikkort og med blæsere, der kan gøre en zeppelin-ejer jaloux, har haft bærbare computere de seneste syv år. En god computer er en computer, man kan smide under sengen, har været mottoet, selv om jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har smidt en bærbar derned - og selv om min seng nu står cirka en centimeter fra gulvet, hvilket gør den manøvre umulig.
Men spil har simpelthen aldrig været den store prioritering for mig. Jo, jeg har smidt billister ud af deres biler i Grand Theft Auto, jeg har vundet Champions League i Championship Manager (der vist hedder noget andet nu), og jeg har fået tilfredsstillet min lyst til at bruge atomvåben i Rise of Nations. Jeg er endda den uopmærksomme ejer af en Playstation 2, som højst får lyset at se et par gange årligt. Men det er alt sammen undtagelser, der bekræfter reglen. Lige nu står det så grelt til, at jeg ikke har et eneste spil liggende på computeren. Og dog. Forleden blev jeg anbefalet et fantastisk spil. Forestil dig en verden fyldt med flyvende, lysegrønne elefanter, med bier så store som pitbulls. Forestil dig, at du er sat i verden til at bekæmpe disse misfostre. Forestil dig, at du er Preben. Lad humane følelser blive i lommen og giv i stedet din gøb muligheden for at blive hørt.
Måske er det det, der er problemet. Min spillemæssige udvikling stoppede et sted imellem Commodore 64 og Amigaen. For jeg morer mig i al fald kosteligt over det her spil. Du kan downloade "Preben" gratis lige her.
<< Home