iAndy: <!-- BlogbotTitleStart -->dyt<!-- BlogbotTitleEnd -->

9.2.05

dyt

Amerikanere og biler. Det er sindsygt. Helt seriøst sindsygt. Man kan tage kørekort allerede fra man er 15 1/2 år gammel. Det er denondelyneme ikke meget, kan jeg godt hilse og sige.
Mens jeg med møje og besvær sjussede mig frem til de 25 rigtige svar på computerskærmen i teoritesten, havde min sidekammerat de største problemer med bare at læse, hvad der stod på skærmen. Den var simpelthen placeret for højt i forhold til hans lave korpus. Han lignede ikke en, der var en dag over 12 år, men det måtte han jo i lovens natur være. Og selv om hans lave ben var naturstrdige i en almindelig bil, ville han sikkert inden længe få et lækkert plastikkørekort udleveret for den nette sum af 23,50 dollars.

"We're sorry sir, but we just raised the price," undskyldte den kulsorte betjent, da han oplyste mig den efter danske forhold helt latterligt lave takst. Over 120 danske kroner - hvad ligner det også? Nu var jeg dog så lettet over at have bestået den femten minutter lange køretest i en af mine venners bil (der en måned senere brød helt og aldeles sammen), at jeg ikke ønskede at brokke mig. Af uransagelige årsager havde jeg glemt at tage sikkerhedssele på under køreprøven, og min kære betjent havde af endnu mere uransagelige årsager ikke lagt mærke til det. Den var vel knap også nok nødvendigt at have på, når mine driving skills nu blev testet med 30 mph på en stillevej. Min parallelparkering var dog helt i top. Jeg havde også lige lært det en halv time forinden.

I alt havde jeg tre køretimer, inden jeg tog kørekortet. Altid sammen med venner - aldrig med en kørelærer. Det tog mig vel alt i alt 25 minutter at tage teoriprøve og kørekort. Ikke noget at prale af - jeg tror, det er ret gennemsnitlig tidsforbrug.
Et par uger senere lejede jeg denne smukke skabning...


...som kom med tre cup holders og firehjulstræk. På en weekend kørte jeg som chauffør knap 1000 miles rundt i Missouri på cruise control og "Route 66" med Depeche Mode bragende gennem bilens højtalere. Ansvarligt? Sikkert ikke. Men i det mindste kunne jeg i modsætning til purken i Sand Lake, Michigan nå pedalerne...