iAndy: valg skal der til

20.1.05

valg skal der til

Personligt er jeg rimelig ligeglad. Når man først har betalt 100 kr. i gebyr for at hæve en amerikansk check, synes 50 øre i gebyr for at flå sit dankort i Føtex overkommeligt. Men eftersom emnet tidligere har været behandlet, må det hellere slås fast med syvtommer-søm: Dankortgebyret er (næsten) dødt. Længe leve ministeren. Måske havde det ligefrem givet ekstra stemmer, hvis ministeren havde sagt det for en uge siden.

Når det er slået fast, må jeg hellere spørge: Er jeg den eneste, der allerede på tredjedagen er en smule træt af store dele af valgkampen? Følgende ting vil vi i al høre om til ulidelighed de næste dage:

  • politikerne lover gaveregn (er det så pokkers underligt? Hvad er alternativet for politikerne i en valgkamp, når der nu er bred enighed om, at bæltet ikke behøver at stramme så meget, at det gnaver?)
  • politikerne er fulde af løgn og holder alligevel ikke, hvad de lover - ofte sagt i voxpops uden henvisning til noget konkret eksempel.
  • "Det er op ad bakke" for Lykketoft, men "alt kan ske" siger Fogh, så måske er der alligevel spænding (nej!) i et valg, der synes alt andet end tæt.
  • og endelig: alt hvad alle politikere siger, er spin. Spørg bare Klaus Kjøller. Det gør samtlige medier i al fald.