listen
Depeche Mode - tjek, tjek, tjek
David Bowie
Pet Shop Boys - tjek
Madonna
Erasure - (23.3)
Eurythmics - tjek
Kylie - tjek
U2 - tjek
Fatboy Slim - tjek
David Bowie
Pet Shop Boys - tjek
Madonna
Erasure - (23.3)
Eurythmics - tjek
Kylie - tjek
U2 - tjek
Fatboy Slim - tjek
Går alle ikke rundt med en liste over grupper, bands, musikere, de SKAL have hørt? Min liste er meget lidt avanceret, og bærer mest af alt præg af, at min musiksmag satte sig grundigt fast i 80erne og starten af 90erne, og siden da kun har rokket sig lidt - men stadig med størst kærlighed til de, der bed sig først fast.
Nu var jeg kun 12-13 år, da 80erne blev til de for mig mere musikfattige halvfemsere (men føj, hvor blev filmene samtidig meget bedre). På daværende tidspunkt havde jeg gennemlyttet kassettebånd med Depeche Mode købt som kopivarer i Polen (ja, det var før mp3), jeg havde lånt helt ned til Robert Palmer på biblioteket, og havde fra radioen optaget Kim Schumacher og Studie 80-something. På min hvide sony walkman spinnede der altid et eller andet 90 minutter memorex-bånd - millimeter fra båndsalat - med Banarama, Bangles, Blondie, Beach Boys, Boston... Konstant var der speak henover numrene, og selv den imiterede jeg fra sædet på min smarte blå cykel, når jeg kørte med aviser eller lavede, hvad man nu ellers lavede efter en fem-seks timer lang skoledag.
Ellers var musik på vinyl, og min rejsegrammofon (!!!) var som mr. walkman hvid - men ret elendig. Til gengæld kunne den afspille plader lige meget hvor dybe ridser, de havde. Jeg boede bare i en dansk provinsby, hvor Guns N'Roses hørte til det mere avancerede, der var at købe. Og så avanceret følte jeg aldrig behov for at være.
Hvor ville min lille verden have set meget anderledes ud, hvis bare internettet var opfundet dengang. Jeg synes, det var så besværligt at finde nyt. Det var så let at hoppe med på den velkendte vogn. Og så lød det jo godt. Hvem bliver IKKE glad af et Pet Shop Boys-nummer? Jeg spørger bare.
Siden har nye venner, kærester og et par Roskildefestivaler forsøgt at udvide min musikalske horisont. Jeg har fundet ud af, at jeg er til både funk, techno og house ligesom guitarspil og følelser i overflod. Det sidste års tid har blandt andet budt på "ny"opdagelser som Ed Harcourt, The Thrills, Tower of Power, Interpol og Jeff Buckley, og jeg ved, at andre står derude i kø for at blive fundet og hørt. Men hvor jeg ellers på andre kulturelle områder føler, at jeg er ganske godt med og en gang imellem lidt på forkant, så halter jeg konstant bagefter med musikken. Hvor fedt er det at finde ud af, at Buckley er så absolut fantastisk, når han døde i 1997? OK - chancen for at opleve en koncert med ham, var vist også så som så alligevel.
Menmenmen - selv om Erasure snart kan streges, er der et par store navne tilbage på den ældgamle liste. Madonna skal nok snart opleves, eftersom hun har et lidt belastet forhold til sin fortid. Det er vel begrænset, hvor længe hun som erklæret spirituel fortsat vil spille: "Material Girl". Hun gjorde det dog på sin sidste turné, der desværre gik uden om Danmark.
Nu var jeg kun 12-13 år, da 80erne blev til de for mig mere musikfattige halvfemsere (men føj, hvor blev filmene samtidig meget bedre). På daværende tidspunkt havde jeg gennemlyttet kassettebånd med Depeche Mode købt som kopivarer i Polen (ja, det var før mp3), jeg havde lånt helt ned til Robert Palmer på biblioteket, og havde fra radioen optaget Kim Schumacher og Studie 80-something. På min hvide sony walkman spinnede der altid et eller andet 90 minutter memorex-bånd - millimeter fra båndsalat - med Banarama, Bangles, Blondie, Beach Boys, Boston... Konstant var der speak henover numrene, og selv den imiterede jeg fra sædet på min smarte blå cykel, når jeg kørte med aviser eller lavede, hvad man nu ellers lavede efter en fem-seks timer lang skoledag.
Ellers var musik på vinyl, og min rejsegrammofon (!!!) var som mr. walkman hvid - men ret elendig. Til gengæld kunne den afspille plader lige meget hvor dybe ridser, de havde. Jeg boede bare i en dansk provinsby, hvor Guns N'Roses hørte til det mere avancerede, der var at købe. Og så avanceret følte jeg aldrig behov for at være.
Hvor ville min lille verden have set meget anderledes ud, hvis bare internettet var opfundet dengang. Jeg synes, det var så besværligt at finde nyt. Det var så let at hoppe med på den velkendte vogn. Og så lød det jo godt. Hvem bliver IKKE glad af et Pet Shop Boys-nummer? Jeg spørger bare.
Siden har nye venner, kærester og et par Roskildefestivaler forsøgt at udvide min musikalske horisont. Jeg har fundet ud af, at jeg er til både funk, techno og house ligesom guitarspil og følelser i overflod. Det sidste års tid har blandt andet budt på "ny"opdagelser som Ed Harcourt, The Thrills, Tower of Power, Interpol og Jeff Buckley, og jeg ved, at andre står derude i kø for at blive fundet og hørt. Men hvor jeg ellers på andre kulturelle områder føler, at jeg er ganske godt med og en gang imellem lidt på forkant, så halter jeg konstant bagefter med musikken. Hvor fedt er det at finde ud af, at Buckley er så absolut fantastisk, når han døde i 1997? OK - chancen for at opleve en koncert med ham, var vist også så som så alligevel.
Menmenmen - selv om Erasure snart kan streges, er der et par store navne tilbage på den ældgamle liste. Madonna skal nok snart opleves, eftersom hun har et lidt belastet forhold til sin fortid. Det er vel begrænset, hvor længe hun som erklæret spirituel fortsat vil spille: "Material Girl". Hun gjorde det dog på sin sidste turné, der desværre gik uden om Danmark.
David Bowie...han undslap mig på Roskildefestivalen, og jeg dør fattigere, hvis jeg ikke når at få hørt ham, inden han stiller glasøjet. Men skulle det ikke lykkes at opleve The Duke live, så ved jeg, at han alligevel vil være der for mig. Det har han altid været.
<< Home