kattens
Lige siden jeg var helt spæd har jeg været vant til at have katte omkring mig, og jeg er vild med dette selvcentrerede, kælne dyr. Men efter jeg flyttede hjemmefra for snart mange, mange år siden, har jeg levet et rigtigt hundeliv - til tider på værelser, der ikke var en kat værdig. Nu er situationen anderledes, og det trækker godt nok i ens indre Tom, når denne mis blinker til en søndag eftermiddag:
Hun er pragtfuld, hedder Dagmar, er min mors, og skal have killinger til efteråret, hvis alt går vel. Jeg er forlods blevet tilbudt en, og det er umådeligt fristende. Men det betyder altså også, at man lige skal kigge 15-20 år ud i fremtiden.
Selvfølgelig er katte noget mere fleksible end luftetrængende hunde, men en impulsiv to-måneders smuttur til Madrid bliver noget mere besværlig. De sidste fem år har desuden budt på hele ti flytninger. Godt nok skulle den flytningestrøm være stoppet nu, men livet er som katten lunefuld. I forvejen har jeg meget svært ved at forholde mig til de mange lys på lagkagen, selv om det stadig er cremen nedenunder, der tæller. Skal jeg nu virkelig forholde mig til, hvordan mit liv vil forme sig så lang tid frem?
Går man baglæns og trækker de mulige tyve katteleveår fra min alder, ville min største bekymring dengang være, hvor længe der var til min næste Matador Mix. Tyve år er næsten en menneskealder for mig. Selvfølgelig ved jeg godt, at det ville kunne gå. Enkelte ting ville bare være lidt mere besværlige - og visse ret umulige.
Det ville være fantastisk at blive mødt af sådan et sæt øjne i entréen, når man træt kommer hjem fra arbejde. Men på den anden side elsker jeg også min frihed og på bare at flirte med tanken om at vågne op i en smuk, gammel lejlighed på Bodadores i Madrid, spiste tapas på Plaza Mayor, se storkamp på Bernabeu og slutte endnu en vidunderlig aften af med et glas rioja på en af de mange udendørscaféer. Men ok - shawarma, Parken og fadøl har da også sin egen skæve charme. Kattecharme?
<< Home