i en valgtid

Hvor er jeg heldig. Jeg er netop hjemkommet fra USA, hvor jeg kunne følge præsidentvalgkampen på nærmeste hold. På et tidspunkt nåede jeg endda så tæt på den ene kandidat, at jeg kunne skyde ham...

...med mit kamera. Om Bush her viser størrelsen på sine hidtige succeser, sin sympati for folk uden sygeforsikring eller noget mere personligt skal være usagt.

Og nu – få dage efter den sidste flyttekasse er pakket ud herhjemme i Danmark - starter næste præsidentvalgkamp, selv om Jelved og Pia sikkert gerne så, at det blev kaldt noget andet.

Jeg skal nok nå at blive træt af at se d’herrer Lykketoft og Fogh, hvis jeg ikke allerede er det, men Foghs retorik er stadig dybt interessant at følge. Den mand er lavet af samme materiale som 80'ernes Reagan: Teflon. Alt preller af på statsministeren, og det på en for danske forhold ganske elegant – og særdeles effektiv måde.

Foghs absolutte modsætning, den gamle pande som alt klæber fast til, Lykketoft, kom i går med sit første mindeværdige og allerede stærkt citerede udsagn: “Det er op ad bakke”. Hvornår har oppositionen i en valgkamp sidst været den, der stod for skud?
En af gårsdagens utallige politiske kommentatorer fortalte, at det er Lykketofts uheldige titel og rolle som finansminister, der stadig klæber på ham. Men hvad var det så lige Fogh var engang? Skatteminister. Med moms på.

Hvis jeg var spindoktor for Fogh, ville jeg råde ham til at gro et gedeskæg over de næste par uger og så som afsluttende replik i sidste valgdebat sige: "Jeg har, hvad Mogens mangler". Han kunne også under stor hujen i Øksnehallen rive skægget af, men generelt bør man som spindoktor fraråde siddende statsministre at flå i ting ved sådanne lejligheder.