iAndy: det er jul, det er....cool?

15.1.05

det er jul, det er....cool?

Årets sidste julefrokost finder sted lige straks for mit vedkommende. Eller er det årets første? Der er noget meget mærkeligt med julefrokoster midt i januar. Om man nogensinde kom i julestemning ved juletid, så er den i al fald på nuværende tidspunkt erstattet af udsalgs-epidemi og januar-traumer.

Jeg husker, hvordan julefrokoster for mig virkelig ændrede karakter sådan cirka fem år tilbage, da samtlige af de julefrokoster, jeg var til det år, indeholdt “alternativ julemad” med en overvægt af middelmådig mexikansk take-out. Måske er det rart med lidt fornyelse – men når glæden ved jul i forvejen har devalueret alvorligt, siden jeg var kid, så bidrager en buritto ikke meget som hjælp til at bringe den rette julestemning frem. Og da slet ikke når snapsen var erstattet med tequilla.

Snaps. Endnu en underlig størrelse (70 cl. som oftest, men du kære læser ved, hvad jeg mener, fordi du læser mine tanker). Jeg kender virkelig INGEN, der (officielt) drikker snaps udenfor jule- og påskesammenhæng. Jeg kender ingen drinks, der kan mixes med snaps, og jeg har aldrig følt lyst til en snaps udenfor sæsonen. Indenfor er en anden sag.

I år er det business as usual. Intet varer ved for evigt – heller ikke alternative julefrokoster. Dog er der i år den forskel, at der nu begynder at poppe babyer op hos det gamle slæng.
Af en eller anden årsag er jeg som oftest nyerklæret single (i år ingen undtagelse), når de sene julefrokoster finder sted (uden sammenhæng i øvrigt), så dette års skred over i par-julefrokoster med barn kan meget muligt være en ny dimension på den stolte tradition, jeg ikke helt er klar til. Også selv om mørbradbøfferne er tilbage.

Well...skål anyway. Nu ikke noget med at bide over.