iAndy: 0,50 gode grunde til at fjerne dankort-gebyret

11.1.05

0,50 gode grunde til at fjerne dankort-gebyret

Det er så sandt, så dansk. Som Else Olsen i en voxpop hele morgenen på TV2s morgennyheder sagde det: "Jeg synes, det er ekstremt dårligt for os forbrugere". Vi danskere - særligt i voxpops og korte læserbreve - kan generelt ikke lide nye regler, og i særdeleshed ikke nye gebyrer.

Altså – jeg havde da helst været foruden endnu et gebyr. Det er klart. Selv tror jeg, at jeg i gennemsnit bruger mit dankort* en gang om dagen, hvilket betyder max. 15 kr. om måneden (ikke alle butikker kræver gebyr). Det er i Nørrebro-valuta en shawarma. Mon ikke tarmsystemet klarer sig foruden?
Og mon ikke også folk udenfor Nørrebro overlever. Det er en pakke gær dagligt mindre i indkøbsvognen (hvilket de fleste danskere i forvejen kun køber i strejketider). Endnu har jeg dog ikke set eller læst en af de ekstremt dårligt behandlede forbrugere mene, at det ødelægger månedsbudgettet, og at der nu ikke bliver råd til at holde ferie. Den nedre region for den slags udtalelser går vel også ved skatteændringer, der fjerner 100 kr./mdr. for et samlet familiebudget. Hvordan det alligevel lykkes os at forbruge mere end 15 milliarder kroner i december måned er nisse** til at sige.

Der er dog en absolut halvgod grund til at fjerne gebyret. Så slipper vi for at høre mere om det for et stykke tid. Sådan gik det bare ikke. Men måske får vi lidt ro, når man "kulegraver" projektet. Jeg er bare så dum. Jeg troede, at man allerede havde kulegravet det hele de par år, der gik med at forhandle. Dermed lærte jeg noget nyt i dag. Hvad mon i morgen bringer?

*jeg ejer ikke et dankort for tiden. Eftersom jeg var i USA, da de gamle kort blev skiftet ud, fik jeg aldrig et nyt. Det fandt jeg ud med et "afvist – kode 61" d. 29. december. Så kan jeg lære det. Skål og godt nytår!

** nisse = decemberslang for "ikke". Alt hvad der kun giver logik i selve jule-måneden.