I virkeligheden var iAndy 2.0 også et lidt dumt projekt fra starten. Min 1.0′er (iBlog) var et hyggeligt sted med indlæg om alt mellem himmel og jord. Mange læste med, og jeg fik mange gode kommentarer. Så ændrede jeg koncept - men beholdt navnet. 

Det er ikke så smart. Hverken overfor læsere eller overfor mig selv. For det er svært at holde fokus, når man nu stadig kalder sig iAndy - og måske endda til tider kommer til at skrive om noget helt andet end kommunikation.

Nu bliver fokus skærpet. Jeg stopper med iAndy, og åbner kommunikation.nu. Det bliver med mit borgerlige navn som signatur, og emnet bliver - som navnet antyder - kommunikation.

Jeg vil skrive om mediedækning, brands, nye trends indenfor journalistik og medier - og til tider anmelde bøger, der beskæftiger sig med kommunikation. Bloggen skal være så apolitisk som muligt - der findes vist rigeligt med politiske brandtaler på blogsne i forvejen. Til gengæld er jeg bestemt ikke bleg for at sige min holdning til formidlingen af budskaber.

Når jeg kalder dette den allersidste post (2) - så vil jeg ikke udelukke, at jeg en dag igen finder på noget iAndysk.

Men kommunikation er det, der står mit hjerte nært. Så tag godt imod den lille ny.

Omtale er som at spise peanuts. Når man først er begyndt, kan man ikke
holde op. Ordene tilhører den peanuts- og opmærksomhedsglade Andy
Warhol. Og denne  læresætning i kändis-addiction går begge veje.
Når medierne først er begyndt, kan de ikke holde op igen. Britney, Paris, Anna Nicole. Vi er på fornavn med dem alle, og kender indholdet af deres bukselommer bedre end vores egen. Særligt en gruppe kändiser kan vi slet ikke være på andet end fornavn med. Nemlig kongehuset. 

Vi er dus med gravhundene, og selv om vi er Des med resten, kan vi slet ikke få nok. “Vi” er seere, læsere, journalister og redaktører. Men hvor det bliver regnet som dårlig stil at kunne Britneys seneste hårmode oppe og nede, er det stadig god stil at kunne navnene på prinsesønnerne og være opdateret med de ældre prinsers lovelife. Vi priser demokrati og ytringsfrihed – men hylder aldeles ukritisk kongehuset og al det, enevælden står for.

Kongehuset boltrer sig ellers i offentlige midler i en grad, der kan gøre selv Peter Brixtoftes næse ekstra rød af misundelse. Alligevel eksisterer der kun et absolut fåtal af artikler og indslag, som sætter spørgsmålstegn ved, om skatteborgernes penge bliver brugt ordentlig. Vi journalister er ellers vant til at være kritiske – særligt mod magthavere – men stort set alle journalistiske nyhedskriterier og al sund fornuft forsvinder op i blå røg, når stoffet er royalt.

For vi journalister har fået et nyt nyhedskriterium. Det hedder “underholdning”. Og underholdningsfaktoren er i top, når det kommer til kongehuset. Det fortæller alle seerratings og salgskurver for ugeblade. I denne uge kan sladderbladene så afsløre, at den ugifte prins er ved at blive gift – igen. En fjer bliver igen gjort til fem kaglende høns – og det er netop det, der er spørgsmålet: Hvad kom først? Mediernes dækning eller seere og læseres behov for kongeguf?

Indrømmet. Jeg hader kongestof. Og jeg er oppe imod overmagten. Selv overfor redaktører, der egentlig heller ikke bryder sig om den massive dækning, enhver royal prut får. For vi har skabt en forventning hos folk om, at det er vigtigt. Og derfor skal vi også give dem det.

Problemet er, at medierne validerer hypen. Når vi på News bruger timer af sendetid på at analysere sladderbladsforsider, siger vi dermed til vores seere, at det er det her, de bør interessere sig for. Vi gør det dagsordensættende. Og ligesom med Anna Nicoles dødsfald og Britneys bare bund og top, er det svært ikke at skulle lytte med på den seneste sladder.

Misforstå mig ikke. Nyheder må også gerne være bløde og positive. Et dyreindslag med en elefantunge i zoo er dejlig at runde en nyhedsudsendelse af med. Det bekræfter seerne i, at verden består trods krige og faldende boligkriser.

Men hvis elefanterne havde blåt blod i årene – eller hvis de røg sig skæve til fester og hang ud med pandaer og andre celebrity-dyr, ville de med de nuværende nyhedskriterier rykke frem i nyhedsfladen. For vi vil have underholdning og sladder.

Lad nu elefanten beholde sine kändis-peanuts i fred. Underholdning af den lette, celebre slags er da fint nok. Det er derfor, vi har sladderblade og frisørsaloner. Men topnyheden – det vigtigste, der er sket i verden i dag – må aldrig være, at en kæreste har været på Marsellisborg. Det er simpelthen ikke seriøst. Dixie!

Toppolitikerne har fået en ny hovedpine. Hovedpinen hedder mockumentary - en blanding af fiktion og dokumentarisme, som i disse dage gør livet forbi for præsident Bush og statsminister Fogh - i al fald på lærredet. Og det har fået den ellers skarpe Fogh til at tage amerikansk retorik i brug, som var det lindrende panodiler.

Men før vi når til pillerne, må vi stille diagnosen. D. 17. oktober i år vil præsident Bush blive skudt i Chicago. Det fortæller den kontroversielle film: “Death of a president”, hvis handling er henlagt til 2008, hvor en række personer nær præsidenten ser tilbage på den dag, Bush bliver dræbt. Præsident Bush bliver spillet af Bush selv - med god hjælp af billedmanipulation - og hele filmen er bygget op, som var det the real deal.  

At kalde filmen for mockumentary er måske en tilsnigelse. Mockumentary er en blanding af mock (gøre grin med) og dokumentar. Og faktisk agerer filmen som om, den er apolitisk - hvilket mange af filmens modstanderne dog ikke er helt enige i. Selv præsidentkandidat Hillary Clinton har uddelt øretæver til filmen for at dyrke et modbydeligt tema.  

Og ingen amerikansk bølge uden danske skvulp. Også herhjemme kan biograferne byde på en art mockumentary. D. 20. april tager filmen “AFR” livet af statsministeren. Han slås ihjel af en ung mandlig elsker. I traileren udtaler både Kofi Annan, Søren Søndergaard, Pia Kjærsgaard og Helge Adam Møller - og biografaktuelle George Bush - sig om den nu fiktivt afdøde Anders Fogh Rasmussen. 

Den “rigtige” Pia Kjærsgaard kalder i sit nyhedsbrev det tænkte mord i filmen “AFR” for dårlig “værkstedshumor”, om end filmens instruktør helt sikkert vil mere end bare more. Debatten om, hvor grænsen for kunst/film/humor går er helt klart interessant - men ud fra en kommunikativt synsvinkel er det mere interessant at høre den ufrivillige hovedpersons egen holdning.

I dagens Berlingske er Anders Fogh Rasmussen citeret for at sige:

“Jeg tror ikke, at jeg har stunder til at se filmen.”

“Stunder” er et dejligt kedeligt tørt ord for ”tid” - tillagt “gider” og “ønsker”. Fogh udtaler sig ikke om filmen, for den har han jo ikke set. Og han har heller ikke tænkt sig at se den. Han ønsker blot at ignorere den. Forbigå den i ophøjet, majestætisk tavshed. Når det nu ikke er virkelighed, behøver han ikke at forholde sig til det.

Taktikken er enkel og velkendt fra USA. Her har den kendte infotainer, Michael Moore, længe været fravalgt til at udfylde republikanske politikeres “stunder”. Selv om det normalt er kutyme, at en politiker sætter sig ind i, hvad der er på mediernes dagsorden, så er det af medierne blevet accepteret, at højtstående politikere undlod at se: “Bowling for Columbine” - og særligt “Fahrenheit 9/11″. Det har ikke afholdt alle republikanske politikere fra alligevel at have en holdning til de usete film - men mange politikere har brugt deres uvidenhed og modvilje i at sætte sig ind i en ubehagelig dagsorden til at være en mur af tavshed. Jeg kan eller vil ikke udtale mig om en film, som jeg ikke har set. Som en struds, der føler sig sikker, bare den ikke kan se, hvad der sker.

Er “AFR” vellykket, vil den stille flere interessante spørgsmål end en normal dansk familiefilm. Den kan bringe problemstillingen om politikeres sikkerhed i fokus endnu en gang. Den ser ud til at gå endda meget tæt på de vedvarende rygter om statsministerens franske bekendtskab. Og den burde formå at sætte et særdeles stærkt fokus på billedmanipulation i dokumentarisme. Interessante emner for statsministeren, der samtidig har titlen som pressens minister.

Men selv om Foghs taktik er simpel, skal den nok virke. For tacklingen går på manden - ikke på bolden, og den slags stopper effektivt angreb.
Når Fogh siger, at han ikke har stunder til at se filmen, siger han, at den ikke er værd at se. Den er stemplet før første anmeldelse. Ikke fordi han er imod, at den overhovedet er blevet lavet. Det ville jo få ham til at virke afstumpet og humorforladt. Nej, sådan en kritik lader han Pia Kjærsgaard om. I stedet hylder Fogh sin kæphest: “Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer”, er Fogh citeret for at have sagt i forbindelse med filmen.

Det bliver interessant at se, om Fogh slipper så let. Vil Fogh alligevel blive stemplet som humorforladt og gammeldags, hvis filmen skulle gå hen og blive en publikumssucces? Vil Foghs manglende anerkendelse møde folkelig respekt? Det ér jo på ingen måde rart eller sympatisk at blive myrdet. Fiktion eller ej. Og kan en fiktiv død måske ligefrem give små skvulp af sympati, som nonfiktive mord altid giver?

Den lette løsning i form af en hurtig panodil er slugt. Lad os se, om den tager hovedpinen.  

For det er dagens ord. Pis, pis, pis, pis, pis, pis. Gentaget så mange gange, at det slet ikke virker lindrende mere.

Lad mig starte fortællingen lige før, det sker. Klokken 5.36 helt præcist. Jeg husker minuttallet, fordi jeg vågner med et sæt, ser på mit ur, og tænker morgenens første portion pis’er. For jeg skal møde klokken seks på arbejde, tror jeg. Og når arbejdet ligger en halv time væk, er det måske lige i underkanten at vågne 24 minutter før. Jeg fatter det ikke. Jeg har sat ikke bare et - men hele tre vækkeure for at være sikker på at vågne til tiden. Men nu gælder det bare om at komme i gang.

Så jeg laver et langt stræk for at lægge an til en morgenenergieksplosion af de større. Og så sætter smerten ind i orkanstyrke. Min muskel i læggen var slet ikke klar til at stå op endnu, og en fibersprængning senere ligger jeg i smertestilling med tænderne bidt sammen om dynen for at undgå at skrige højt.

Det er så her, at jeg kommer i tanke om, at det er lørdag, og at jeg derfor ikke skal møde klokken seks - men først klokken syv. Den tanke kunne jeg godt have fået et morgenstræk tidligere. Pis.

Med en floorball-stav som krykke og enhver tænkelig overflade som yderligere støtte, tager det mig ti minutter at komme ind i stuen og ud i køkkenet for at finde en pose frosne jordbær i fryseren. Grønkjær ville sikkert vrænge på næsen af sådan en pose fra coop danmark, men jeg skal bare have bedøvet smerten.

Der er tyve minutter, til jeg gerne skulle være ude af døren. Kan måske trække den en time. News går først i luften klokken otte om lørdagen. Jeg er afviklingsredaktør (output), og eftersom hvert led i afviklingskæden er voldsom vigtig, er det ret afgørende, at jeg får humpet ud til en taxa, der meget gerne skal parkere så tæt på min hoveddør som muligt.

Men nu kan jeg end ikke humpe over i sofaen. Smerterne har taget voldsomt til i styrke. Det er ok, når jeg ikke bevæger benet. Men med det samme jeg bevæger det bare en anelse, er det som at blive sparket hårdt. Pis, pis, pis, pis, pis.

Dagens første opkald til morgenens redaktør. Nyheden bliver naturligt nok ikke positivt modtaget - men der er forståelse:
- Bare kom så hurtigt du kan.
Underforstået: Inden vi går i luften. Ti alt for hurtige minutter går. Har fået sat mig ved mit kontorbord, tjekket netdoktor, og fundet ud af, at der er 23 i kø til vagtlægen. Ringer til vagtplanlægningen og hører, hvor gode mulighederne er for at kalde en substitut ind. De er ikke gode. Pis, pis, pis. Vores vagtplaner er overophedede, og der er ikke meget luft til sygedage. Alle folk har mere end taget deres tørn, og derfor er det svært at få folk på arbejde. Og så endda på en lørdag. En lørdag morgen. Piiiiis.

Mens jeg overvejer, hvordan jeg kommer på wc, tænker jeg alle muligheder igennem for, hvordan jeg kan komme på arbejde. At tage bad er udelukket. Det kan jeg ikke. Kan slet ikke holde mig oprejst. Truckervask må gå an. Dernæst skal jeg have tøj på. Den bliver svær. Det må i så fald foregå langsomt og liggende. Og så skal jeg ud af min gang, ned af min trappe, ind i en taxa, ud af en taxa, op af trapper, ind i elevator, og direkte over til min pind, der selvfølgelig består af en høj stol. Ville foretrække chaiselong.
Det bliver en meget, meget lang dag. Pis, pis, pis gange tusind.

Og så kommer opkaldet fra redaktøren. De har fundet en rokadeløsning, og jeg kan slappe af. Dagens absolut første fede besked. Øjeblikket efter ringer den evigt hårdtkæmpende vagtplanlægger og kan give samme besked - og endda tilføje, at hun måske kender en massør, der kan hjælpe.

Efter halvanden time kan jeg endelig slappe af. Nu er dagens næste, vigtige begivenhed mere overskuelig. Jeg skal på wc. Må hellere snart se at kæmpe mig derud.

For statistikkernørder kan jeg i øvrigt berette, at det er min anden fibersprængning nogensinde. Den anden kom, da jeg dovent strakte mig på sofaen til en fodboldlandskamp. Ja, det var meget ynkeligt at ligge i fosterstilling og ømme sig, mens jævnaldrende rendte og blev sparket ned for good inde i tv’et. Men eftersom det danske landshold også skal spille i dag, ser jeg et ubehageligt mønster. Jeg har åbenbart empati ud over det sædvanlige.

Og for sportsnørder: Ja, jeg dyrker anden motion end at strække mig. Men jeg er ikke voldsom god til at varme op før et stræk. Min fejl.