Royale peanuts

Omtale er som at spise peanuts. Når man først er begyndt, kan man ikke
holde op. Ordene tilhører den peanuts- og opmærksomhedsglade Andy
Warhol. Og denne  læresætning i kändis-addiction går begge veje.
Når medierne først er begyndt, kan de ikke holde op igen. Britney, Paris, Anna Nicole. Vi er på fornavn med dem alle, og kender indholdet af deres bukselommer bedre end vores egen. Særligt en gruppe kändiser kan vi slet ikke være på andet end fornavn med. Nemlig kongehuset. 

Vi er dus med gravhundene, og selv om vi er Des med resten, kan vi slet ikke få nok. “Vi” er seere, læsere, journalister og redaktører. Men hvor det bliver regnet som dårlig stil at kunne Britneys seneste hårmode oppe og nede, er det stadig god stil at kunne navnene på prinsesønnerne og være opdateret med de ældre prinsers lovelife. Vi priser demokrati og ytringsfrihed – men hylder aldeles ukritisk kongehuset og al det, enevælden står for.

Kongehuset boltrer sig ellers i offentlige midler i en grad, der kan gøre selv Peter Brixtoftes næse ekstra rød af misundelse. Alligevel eksisterer der kun et absolut fåtal af artikler og indslag, som sætter spørgsmålstegn ved, om skatteborgernes penge bliver brugt ordentlig. Vi journalister er ellers vant til at være kritiske – særligt mod magthavere – men stort set alle journalistiske nyhedskriterier og al sund fornuft forsvinder op i blå røg, når stoffet er royalt.

For vi journalister har fået et nyt nyhedskriterium. Det hedder “underholdning”. Og underholdningsfaktoren er i top, når det kommer til kongehuset. Det fortæller alle seerratings og salgskurver for ugeblade. I denne uge kan sladderbladene så afsløre, at den ugifte prins er ved at blive gift – igen. En fjer bliver igen gjort til fem kaglende høns – og det er netop det, der er spørgsmålet: Hvad kom først? Mediernes dækning eller seere og læseres behov for kongeguf?

Indrømmet. Jeg hader kongestof. Og jeg er oppe imod overmagten. Selv overfor redaktører, der egentlig heller ikke bryder sig om den massive dækning, enhver royal prut får. For vi har skabt en forventning hos folk om, at det er vigtigt. Og derfor skal vi også give dem det.

Problemet er, at medierne validerer hypen. Når vi på News bruger timer af sendetid på at analysere sladderbladsforsider, siger vi dermed til vores seere, at det er det her, de bør interessere sig for. Vi gør det dagsordensættende. Og ligesom med Anna Nicoles dødsfald og Britneys bare bund og top, er det svært ikke at skulle lytte med på den seneste sladder.

Misforstå mig ikke. Nyheder må også gerne være bløde og positive. Et dyreindslag med en elefantunge i zoo er dejlig at runde en nyhedsudsendelse af med. Det bekræfter seerne i, at verden består trods krige og faldende boligkriser.

Men hvis elefanterne havde blåt blod i årene – eller hvis de røg sig skæve til fester og hang ud med pandaer og andre celebrity-dyr, ville de med de nuværende nyhedskriterier rykke frem i nyhedsfladen. For vi vil have underholdning og sladder.

Lad nu elefanten beholde sine kändis-peanuts i fred. Underholdning af den lette, celebre slags er da fint nok. Det er derfor, vi har sladderblade og frisørsaloner. Men topnyheden – det vigtigste, der er sket i verden i dag – må aldrig være, at en kæreste har været på Marsellisborg. Det er simpelthen ikke seriøst. Dixie!