Bør Fogh se sin egen død?

Toppolitikerne har fået en ny hovedpine. Hovedpinen hedder mockumentary - en blanding af fiktion og dokumentarisme, som i disse dage gør livet forbi for præsident Bush og statsminister Fogh - i al fald på lærredet. Og det har fået den ellers skarpe Fogh til at tage amerikansk retorik i brug, som var det lindrende panodiler.

Men før vi når til pillerne, må vi stille diagnosen. D. 17. oktober i år vil præsident Bush blive skudt i Chicago. Det fortæller den kontroversielle film: “Death of a president”, hvis handling er henlagt til 2008, hvor en række personer nær præsidenten ser tilbage på den dag, Bush bliver dræbt. Præsident Bush bliver spillet af Bush selv - med god hjælp af billedmanipulation - og hele filmen er bygget op, som var det the real deal.  

At kalde filmen for mockumentary er måske en tilsnigelse. Mockumentary er en blanding af mock (gøre grin med) og dokumentar. Og faktisk agerer filmen som om, den er apolitisk - hvilket mange af filmens modstanderne dog ikke er helt enige i. Selv præsidentkandidat Hillary Clinton har uddelt øretæver til filmen for at dyrke et modbydeligt tema.  

Og ingen amerikansk bølge uden danske skvulp. Også herhjemme kan biograferne byde på en art mockumentary. D. 20. april tager filmen “AFR” livet af statsministeren. Han slås ihjel af en ung mandlig elsker. I traileren udtaler både Kofi Annan, Søren Søndergaard, Pia Kjærsgaard og Helge Adam Møller - og biografaktuelle George Bush - sig om den nu fiktivt afdøde Anders Fogh Rasmussen. 

Den “rigtige” Pia Kjærsgaard kalder i sit nyhedsbrev det tænkte mord i filmen “AFR” for dårlig “værkstedshumor”, om end filmens instruktør helt sikkert vil mere end bare more. Debatten om, hvor grænsen for kunst/film/humor går er helt klart interessant - men ud fra en kommunikativt synsvinkel er det mere interessant at høre den ufrivillige hovedpersons egen holdning.

I dagens Berlingske er Anders Fogh Rasmussen citeret for at sige:

“Jeg tror ikke, at jeg har stunder til at se filmen.”

“Stunder” er et dejligt kedeligt tørt ord for ”tid” - tillagt “gider” og “ønsker”. Fogh udtaler sig ikke om filmen, for den har han jo ikke set. Og han har heller ikke tænkt sig at se den. Han ønsker blot at ignorere den. Forbigå den i ophøjet, majestætisk tavshed. Når det nu ikke er virkelighed, behøver han ikke at forholde sig til det.

Taktikken er enkel og velkendt fra USA. Her har den kendte infotainer, Michael Moore, længe været fravalgt til at udfylde republikanske politikeres “stunder”. Selv om det normalt er kutyme, at en politiker sætter sig ind i, hvad der er på mediernes dagsorden, så er det af medierne blevet accepteret, at højtstående politikere undlod at se: “Bowling for Columbine” - og særligt “Fahrenheit 9/11″. Det har ikke afholdt alle republikanske politikere fra alligevel at have en holdning til de usete film - men mange politikere har brugt deres uvidenhed og modvilje i at sætte sig ind i en ubehagelig dagsorden til at være en mur af tavshed. Jeg kan eller vil ikke udtale mig om en film, som jeg ikke har set. Som en struds, der føler sig sikker, bare den ikke kan se, hvad der sker.

Er “AFR” vellykket, vil den stille flere interessante spørgsmål end en normal dansk familiefilm. Den kan bringe problemstillingen om politikeres sikkerhed i fokus endnu en gang. Den ser ud til at gå endda meget tæt på de vedvarende rygter om statsministerens franske bekendtskab. Og den burde formå at sætte et særdeles stærkt fokus på billedmanipulation i dokumentarisme. Interessante emner for statsministeren, der samtidig har titlen som pressens minister.

Men selv om Foghs taktik er simpel, skal den nok virke. For tacklingen går på manden - ikke på bolden, og den slags stopper effektivt angreb.
Når Fogh siger, at han ikke har stunder til at se filmen, siger han, at den ikke er værd at se. Den er stemplet før første anmeldelse. Ikke fordi han er imod, at den overhovedet er blevet lavet. Det ville jo få ham til at virke afstumpet og humorforladt. Nej, sådan en kritik lader han Pia Kjærsgaard om. I stedet hylder Fogh sin kæphest: “Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer”, er Fogh citeret for at have sagt i forbindelse med filmen.

Det bliver interessant at se, om Fogh slipper så let. Vil Fogh alligevel blive stemplet som humorforladt og gammeldags, hvis filmen skulle gå hen og blive en publikumssucces? Vil Foghs manglende anerkendelse møde folkelig respekt? Det ér jo på ingen måde rart eller sympatisk at blive myrdet. Fiktion eller ej. Og kan en fiktiv død måske ligefrem give små skvulp af sympati, som nonfiktive mord altid giver?

Den lette løsning i form af en hurtig panodil er slugt. Lad os se, om den tager hovedpinen.