Pis!

Jeg gentager lige overskriften. Pis.

For det er dagens ord. Pis, pis, pis, pis, pis, pis. Gentaget så mange gange, at det slet ikke virker lindrende mere.

Lad mig starte fortællingen lige før, det sker. Klokken 5.36 helt præcist. Jeg husker minuttallet, fordi jeg vågner med et sæt, ser på mit ur, og tænker morgenens første portion pis’er. For jeg skal møde klokken seks på arbejde, tror jeg. Og når arbejdet ligger en halv time væk, er det måske lige i underkanten at vågne 24 minutter før. Jeg fatter det ikke. Jeg har sat ikke bare et - men hele tre vækkeure for at være sikker på at vågne til tiden. Men nu gælder det bare om at komme i gang.

Så jeg laver et langt stræk for at lægge an til en morgenenergieksplosion af de større. Og så sætter smerten ind i orkanstyrke. Min muskel i læggen var slet ikke klar til at stå op endnu, og en fibersprængning senere ligger jeg i smertestilling med tænderne bidt sammen om dynen for at undgå at skrige højt.

Det er så her, at jeg kommer i tanke om, at det er lørdag, og at jeg derfor ikke skal møde klokken seks - men først klokken syv. Den tanke kunne jeg godt have fået et morgenstræk tidligere. Pis.

Med en floorball-stav som krykke og enhver tænkelig overflade som yderligere støtte, tager det mig ti minutter at komme ind i stuen og ud i køkkenet for at finde en pose frosne jordbær i fryseren. Grønkjær ville sikkert vrænge på næsen af sådan en pose fra coop danmark, men jeg skal bare have bedøvet smerten.

Der er tyve minutter, til jeg gerne skulle være ude af døren. Kan måske trække den en time. News går først i luften klokken otte om lørdagen. Jeg er afviklingsredaktør (output), og eftersom hvert led i afviklingskæden er voldsom vigtig, er det ret afgørende, at jeg får humpet ud til en taxa, der meget gerne skal parkere så tæt på min hoveddør som muligt.

Men nu kan jeg end ikke humpe over i sofaen. Smerterne har taget voldsomt til i styrke. Det er ok, når jeg ikke bevæger benet. Men med det samme jeg bevæger det bare en anelse, er det som at blive sparket hårdt. Pis, pis, pis, pis, pis.

Dagens første opkald til morgenens redaktør. Nyheden bliver naturligt nok ikke positivt modtaget - men der er forståelse:
- Bare kom så hurtigt du kan.
Underforstået: Inden vi går i luften. Ti alt for hurtige minutter går. Har fået sat mig ved mit kontorbord, tjekket netdoktor, og fundet ud af, at der er 23 i kø til vagtlægen. Ringer til vagtplanlægningen og hører, hvor gode mulighederne er for at kalde en substitut ind. De er ikke gode. Pis, pis, pis. Vores vagtplaner er overophedede, og der er ikke meget luft til sygedage. Alle folk har mere end taget deres tørn, og derfor er det svært at få folk på arbejde. Og så endda på en lørdag. En lørdag morgen. Piiiiis.

Mens jeg overvejer, hvordan jeg kommer på wc, tænker jeg alle muligheder igennem for, hvordan jeg kan komme på arbejde. At tage bad er udelukket. Det kan jeg ikke. Kan slet ikke holde mig oprejst. Truckervask må gå an. Dernæst skal jeg have tøj på. Den bliver svær. Det må i så fald foregå langsomt og liggende. Og så skal jeg ud af min gang, ned af min trappe, ind i en taxa, ud af en taxa, op af trapper, ind i elevator, og direkte over til min pind, der selvfølgelig består af en høj stol. Ville foretrække chaiselong.
Det bliver en meget, meget lang dag. Pis, pis, pis gange tusind.

Og så kommer opkaldet fra redaktøren. De har fundet en rokadeløsning, og jeg kan slappe af. Dagens absolut første fede besked. Øjeblikket efter ringer den evigt hårdtkæmpende vagtplanlægger og kan give samme besked - og endda tilføje, at hun måske kender en massør, der kan hjælpe.

Efter halvanden time kan jeg endelig slappe af. Nu er dagens næste, vigtige begivenhed mere overskuelig. Jeg skal på wc. Må hellere snart se at kæmpe mig derud.

For statistikkernørder kan jeg i øvrigt berette, at det er min anden fibersprængning nogensinde. Den anden kom, da jeg dovent strakte mig på sofaen til en fodboldlandskamp. Ja, det var meget ynkeligt at ligge i fosterstilling og ømme sig, mens jævnaldrende rendte og blev sparket ned for good inde i tv’et. Men eftersom det danske landshold også skal spille i dag, ser jeg et ubehageligt mønster. Jeg har åbenbart empati ud over det sædvanlige.

Og for sportsnørder: Ja, jeg dyrker anden motion end at strække mig. Men jeg er ikke voldsom god til at varme op før et stræk. Min fejl.