Op at hænge

Saddam vil bare ikke dø. I al fald ikke i avisspalterne. Nu går pladsen til historier om, hvorvidt billederne fra hængningen skulle have været bragt eller ej (altid ledsaget med et screenshot fra begivenheden i øvrigt).

To drenge på ni og ti år har nemlig efterfølgende hængt sig - ”angiveligt” for at kopiere, hvad de har set på tv. Den ene fik sin søster til at hjælpe sig - den anden gjorde det alene. Og dermed kan man i al fald hurtigt konkludere, at de i så fald ikke har fattet meget af videoen, hvor Saddam hverken ligner en, der får hjælp eller som ligefrem hænger sig selv.

Men som den egyptiske ekspert i Politikens rodede artikel også gør opmærksom på, er der nok en række mere væsentlige grunde til at diskutere, om hængningen af Saddam burde have været vist på tv. Blev billederne bragt som dokumentation eller for at håne sunnier?

Forholdet mellem sunnier og shiaer skal jeg ikke gøre mig klog på. Dokumentation derimod er en mere generel problemstilling.
Eksperten Hussein Amin mener, at “folk bør have tiltro nok til regringen til, at det ikke er nødvendigt” at bringe billederne. Og siger derefter, at billederne heller ikke er dokumentation - ”det kunne være skuespil”.

Nu tror jeg ikke, at “tiltro” og “irakisk regering” er to begreber, der går godt i spænd. Men underligt nok er der ikke mange, der har kaldt videoen for skuespil.

Jeg tror, billederne var nødvendige at bringe. Tænk, hvor mange spekulationer verden var blevet sparet for, hvis vi havde set Eva Braun og Adolf Hitler gøre det af med hinanden. Og uden sammenligning ville Elvis nok også blive spottet lidt færre gange dagligt, hvis der havde været billeder af hans død.

Når man som stat vælger at give dødsstraf, synes jeg, det er vigtigt at se den eksekveret. Straffen er så ekstrem, at den er svær at forholde sig til uden billeder.
Vi ved selvfølgelig godt, hvad der sker rent logisk. Men ligesom tsunamier, terrorangreb og dyremishandling kan vi først rigtig forholde os til det, når vi får det visualiseret.

Nu så vi en række hætteklædte mænd slynge Saddam op. Vi så dem stramme rebet. Og vi kunne endda også på nettet se, hvad der skete mellem rebet blev strammet og til Saddams lig blev båret væk. Måske var lige netop den sekvens unødvendig.

Det var de to drenges død i al fald. Men den problematik handler ikke om, hvorvidt hængningen af Saddam skulle have været vist eller ej. Den handler om opdragelse. Om at kunne definere, hvad der er rigtigt og forkert. 

Jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort. For kunne bare vi voksne finde ud af at definere rigtigt og forkert, ville der slet ikke været grund til så meget som at overveje dødsstraf.