Krøniken - et tamt tantekys

Problemet med Krøniken er, at den forsøger at køre efter samme skema som Matador med klare identificerbare typer, og derfor bliver den kedelig og blottet for overraskelsesmoment og spændingskurve. Kommunisten Røde er erstattet af Karen, Grisehandleren af Palles far (begge to er figurer, der bevæger sig inden for begge samfundslag, Grisehandleren drikker bajere med Røde og Fede, men er i familie med Skjern, og Palles far er kæreste med Krønikens røde og samtidig far til bankmanden, de er de lune mellemmænd). Ida er den nye Elisabeth, en stærk selvstændig kvinde, der går imod strømmen, og gør op med kapitalismens kynisme, og Kaj Holger bliver ligesom Mads syg i hovedet, når konen forlader ham. Idas to drenge står på hver side af skellet, de er den nye generations modpoler, og sympatien ligger i det røde, hos de bløde, som barnebarnet og Bellas unge håb kynisk beskylder sin farfar for at være blevet. Han ender som seriens “morder” og forårsager Kaj Holgers undergang, hvormod storebror dukker op som en anden ridder fra de svenske skove og viser farfar livets sande værdier.
Problemet er, at vi har set det skema alt alt for mange gange før. Matador rammer ti gange dybere. Den følger samme skema med klare typer, men hvor karaktererne i Krøniken står stille, udvikler de sig i uforudsete retninger i Matador, såsom da Maude mandede sig op under krigen og viste en styrke, som ville have været brækkende forudsigelig, hvis det var Elisabeth eller Krønikens Ida. Og Matador har humor, intet er da morsommere end sidste scene, hvor Kresten siger, at Mads har alt! Når vi samtidig ved, at konen boller baronen :-)

Schhh…. Du afslører jo alt ;)

Men samtidig kan du også din Krøniken bedre end jeg - selv om jeg igen kan læse, at der ikke er meget, man ikke hurtigt finder ud af efter et par afsnit.

Hvad der er mere alvorligt for mig er, at klimaks i Krøniken er en tyndtynd, stort set uforløst og i al fald særdeles ufarlig kærlighedshistorie. Også her stikker Matador langt dybere.

Foruden tynd kærlighedshistorie forsøger Krøniken sig så med en udpenslet, klassisk fader/søn-konflikt - og gentager den endda en i farfar/børnebørn-konflikt for at trække pinen ud.

Matador indeholder naturligvis også generationskløfter - tydeligst med Mads Skjerns konservative forhold til sin frisørglade søn. Men selv den konflikt bidrager langt mere til en beskrivelse af samfundsnormer end en skide konflikt om hvem, der skal arve fabrikken. Sidstnævnte er ren Ude & Hjemme-format.

Hovedkonflikterne i Matador er blandt de fra starten bærende kræfter. Og ja - Maude KAN rejse sig fra sygesengen, og Mads KAN blive svag. Helt uden brug af eventyrlys og dialoger på pixibogs-niveau.

I miss Matador! I dismiss Krøniken ;)

Ja, hvad faen skete der for Ida og Palle? Når de nu endelig finder hinanden, hvilket vi alle vidste fra episode 1, at de ville, hvorfor så dette fesne kys? Jeg gætter på, at det er to dårlige skuespillere, der bare ikke kan døje hinanden, eller hvad bedre er: de er ved at brække sig over deres egne frelste og røvsyge karakterer.
I Matador er der ikke en eneste karakter, der kan frasige sig dumheder og fejltagelser. Det er meget sjovere og meget mere troværdigt.

Yep! Dumheder til folket. Dét er faneme den danske folkesjæl. Selv Jens Otto Kragh virker helt rationel i sine beslutninger i Krøniken trods indtagelsen af to guldøl i streg. As if!