Breaking uden breaks

Først. Også med de døde.

I går var vi på TV 2 News først med nyheden om den chilenske eks-diktator Pinochets død. Før CNN endda. Derefter gik vi i “Breaking News”-mode, hvilket betyder, at vi sender nonstop uden reklamer og vejr. 

Jeg var med under hele afviklingen, og det var fedt at køre to en halv times breaking news uden breaks. Det er nok lidt som at hoppe i faldskærm. Pulsen er oppe. Koncentrationen er stor, og man ved ikke helt, hvad der skal ske. Enten bliver det vildt fedt - eller også dør man. Heldigvis blev det vildt fedt. Synes jeg. Og synes vi selv. Så langt så godt.

Ifølge min egen usikre statistik har vi nu kørt breaking news tre gange i den første halvanden uge, vi har været on air. Og vi har meget ofte været først med det sidste. I går breakede vi eksempelvis ikke bare nyheden om Pinochets død - men også på Johnny Bredahls voldsomme knockout på Strøget. Og i forhold til de øvrige tv-nyhedsudsendelser er vi selvfølgelig nærmest altid først, da vi jo aldrig går af.

Men betyder det noget at være først? For nyhedsjournalister gør det helt sikkert. En nyhed er jo per definition nyest, når den er først og frisk fra fad. En væsentlig historie med stor samfundsinteresse bliver derfor hurtig mindre interessant end en mindre nyhed, der i det mindste er ny. Og er vi endda først med nyheden, bliver det rigtig interessant.

Nu er der dog nogen gange langt fra journalisters navlepilleri til, hvad der virkelig betyder noget. Så hvad betyder det for dig, at en nyhed er brandhamrende ny og ikke timer gammel?