Nederen for Ungeren

Vi sad skulder ved skulder. Det vil sige lang, sort samsøe & samsøe-jakke mod nikkelklædt lædervest. For trods den korte fysiske afstand var forskellen til at føle på på tilhørerstolene til gårsdagens retssager mod de to tiltalte i demonstrationen ved Faderhuset.

Jeg var iklædt blå skjorte, præsentable jeans, diesel-sko og duftede af lufthavnsparfume. Rendyrket reporter-outfit. De fem øvrige tilhørere lugtede stadig af demonstration og deres fritids/arbejdssuit matchede meget godt enhver stereotyp opfattelse af kampberedte unge.

De har set sådan ud så længe, jeg kan huske. Også selv om de stort set hver og en er blevet skiftet ud, siden jeg bosatte mig  et sløvt stenkast fra Runddelen og Ungdomshuset – eller Ungeren, som det hedder, hvis jeg ikke skal lyde for nederen. For unge skal jo være unge.

Og ungt har Ungdomshuset været i 25 år. Eller helt præcist 24 år hvis vi regner efter den officielle åbningsfest, hvor daværende borgmester Egon Weidekamp holdt tale og bagefter fik buksevand. Lige siden har Ungeren ikke været specielt populær blandt politikere, selv om et par af de lokale nu i ellevte (eller tolvte) time er begyndt at græde krokodilletårer.

Men deres forgængere har allerede ført kniven og solgt Københavns mest berømte og berygtede ejendom. Der er ikke plads til et frirum for unge med hang til 80er-punkermode og 70’er-idealer i en verden styret af Fogh og Bush. Så i stedet flytter en flok religiøse galninge nu ind.

Sidst Faderhusets leder, Ruth Evensen, gjorde sig bemærket på Nørrebro var det sammen med Moses Hansen, da han gik sit berømte korstog ned af Nørrebrogade. I stedet for politisk ukorrekte nitter bar hun en trøje med påskriften: ”Danmark – Kristen nation”.

Netop derfor følte jeg mig langt mere sikker ved siden af nitter og blåt strithår i går på tilskuerrækken, hvor et par unge var tiltalt for at have gjort modstand mod at få knebler i hovedet. Faktisk er det meget svært at blive skræmt over en flok unge, der lydigt rejser sig op, når dommeren entrerer lokalet, og som bliver røde i hovedet, når deres mobil undervejs pludselig ringer.

Jeg ved ikke, om forskellen på dem og jeg er så forbandet stor. De ønsker at være i fred, så de kan dyrke deres interesser og sociale netværk. De kan lide at spille høj musik, selv om naboerne engang imellem klager. Og så kan de lide at bo på Nørrebro, fordi man her kan gå i fred.

- Altså med mindre man bliver spiddet på et kors, naturligvis. Og det kan hverken en jakke fra samsøe & samsøe eller en lædervest lide.

Det’ sq nederen!