Nørrebro for real

Mursten, mandskabsvogne og masseanholdelser. Nørrebro er blevet til et inferno af bål og brænd og gadekrig. I al fald hvis man læser eksempelvis Politiken. Her har Nørrebro flere gange de seneste uger været tophistorie som her:

Billedet kunne lige så godt være taget i en krigszone. Det ser voldsomt ud. Gamle damer må forlængst have afskrevet 5A som sikkert transportmiddel til og fra Herlev, og Niarn må være lidt ærgelig over, at han er opvokset i 9210 Gug og ikke i 2200 Ghetto. Det her er street-war for real.  Alligevel forlader jeg hver dag min lejlighed uden at bære gun og skudsikker vest.

For jeg er en lykkelig ignorant. Helt uden cykelhjelm cykler jeg dagligt gennem Nørrebro. Jeg passerer forbi Ungeren og McDonalds, der begge består et fredeligt stenkast fra hinanden. Min cykelsti er ikke afspærret af murbrokker, og den største fare synes stadig at være buschauffører, der kører på et seriøst Travis Bickle-trip. I de sidste par uger er jeg kun cyklet forbi en enkelt demonstration, der på tidspunktet virkede fredelig, selv om politiet bestemt var mødt talstærkt op.

Selvfølgelig er bålene og de mange arrestationer ikke fake.  De finder sted - endda næsten lige uden for min gadedør. Havde jeg iført mig en TV-STOP-jakke og begivet mig ud på de rette adresser på de rette tidspunkter, ville jeg også helt sikkert fået et par gode billeder i kassen.
Men nøjes jeg med at gå ud som jeg normalt gør, virker her ret fredeligt. Også selv om meget af omverden med god grund må tvivle. For ligesom hvis vi ser frygtelige billeder fra en borgerkrig, så forestiller vi os automatisk hele landet som en stor slagmark. Og medierne giver os ikke grund til at tro andet. Når der er ballade et sted på Nørrebro, er det hele Nørrebro, der er i en form for undtagelsestilstand.

En ex-kæreste var i Thailand under den seneste store strejke i Danmark tilbage i 1998. Her fulgte hun med på CNN, der viste billeder af svenskere, der fra både læssede mad af til hungrende danskere. Hun troede virkelig, at landet var i undtagelsestilstand/hungersnød, indtil  hun vendte hjem og fandt lidt tomme mælkehylder i Føtex.

Medierne har en forpligtelse til at fortælle, hvad der sker. Og selvfølgelig skal der vises de mursten og den ild, der er at vise. Men medierne må heller ikke skræmme unødigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Michael Moore, der i ”Bowling for Columbine” blandt meget andet foretager en lille empirisk undersøgelse af amerikanske nyheder contra canadiske. Hvor amerikanske medier næsten altid har en crime story som topnyhed, er canadiske medier langt mindre fokuseret på kriminalitet. Og endnu en empirisk undersøgelse viser, at hvor amerikanerne levede bag lås og slå i frygt for omverden, så har de ubekymrede canadiere end ikke låst deres hoveddør.

Moore er ikke bange for at sætte tingene på spidsen. Og jeg er heller ikke bange for at gå ud af min hoveddør endnu. Jeg skal bare lade være med at læse min morgenavis først.