At være case eller ikke være case

“Hvad følte du?”

Det er svært at snøvle sig igennem en tv-avis uden at lære adskillige cases overfladisk at kende. På under en halv time har vi været hjemme til morgenbrød hos Mor Maren, der er træt af, at mælk er blevet så dyrt, og vi har besøgt Orla på plejehjemmet, der står på venteliste for tolvte måned i træk.

En historie ånder og lever med sin case. Og lige så vigtige de er, lige så svære kan de være at skaffe. Jeg kender selv til det, og det gør en journalist fra MetroXpress også. Hun skulle bruge en glad filmgeek til en historie om Copenhagen International Film Festival, der starter i aften. En god ven og partner in cinema hoppede fra et aftalt interiew - og pludselig hang den på mig.

Journalisten ville have, at jeg skulle møde op til interview og fotoshooting i en biografsal. Samtidig måtte jeg vist gerne medbringe de 35 billetter, jeg allerede har hentet til festivalen. Ja, 35! Et fuldstændig latterligt højt antal film. Da billetsalget startede opførte jeg mig som en jydetamp, der skulle have de sidste gratis fadøl med fra nu hedengange Diskotek IN (enlighten me - hvor går jydetampe nu hen for at få gratis fadøl?).

Jeg er jo bare ikke en rigtig filmnørd. Jeg går (alt for) sjældent i biografen, og der er MANGE nyere film, jeg endnu ikke har fået set. Men en uge om året går jeg amok - nok særligt af den simple årsag, at festivalen de sidste par år har passet perfekt ind i min kalender. Men det er jo ikke en god historie for journalisten. Og det forklarer stadig ikke, at jeg megapsykopat skal prøve at få set 35 film.

Jeg kunne have leget kultursnob. Fortalt journalisten, at festivalen ligesom er det sidste åndehul nord for Berlin for os avantgardister, der ikke er til fals for Hollywood. Men sandheden er, at den sidste film jeg så i biografen, var “Sprængfarlig Bombe”, og den så jeg på bekostning af Almodovars “Volver”. Godt nok valgte jeg den flove folkekomedie efter moderat pres fra kæresten - men stadig. Jeg lod mine penge (ok, fribilletter fra Nordisk Film) gå til dansk makværk fremfor spanske lækkerier. Skulle jeg kunne tillade mig at brokke mig over, at stort set samtlige danske biografer satser på det sikre og velkendte fremfor gode, europæiske filmhits?

Pludselig fik jeg tusind forbehold for ikke at stå på den anden side af mikrofonen. Jeg var bange for at blive fremstillet som stereotyp. Det ville jo kun være en mikroskobisk snas af, hvem jeg er som person, der ville komme ud gennem spalterne. Og jeg er jo meeeeget andet end en, der går amok i film en gang årligt.

OK - jeg er pressesky. I al fald når det kommer til min person. Jeg vil gerne kunne styre den information, der kommer ud om mig. Ikke at det er meget, der kommer ud. Det er vist forsvindende lidt af mit snart tredive-årige liv, der er omsat til spaltemillimeter. Men jeg ved jo, hvor meget magt den mikrofon og den pen har. Også selv om det meget hurtigt er glemt igen. Hvis nogen overhovedet læser om en. Altså med mindre man altså er chatekspert og fra Herning, naturligvis.

Jeg takkede nej til interviewet. Og svigtede dermed en kollega på grund af lidt nykker. Der var jo absolut intet sket ved et lille interview, selv om jeg sikkert havde lignet en glad idiot med alle de billetter i hånden. Hvad fanden - det gør jeg jo alligevel til daglig - bare uden at folk, jeg ikke kender, ser det foreviget i pixels og bogstaver i en avis.

Men gør det virkelig ondt at blive interviewet - spurgte journalisten, der i så fald har mange lig på samvittigheden.