Mht. vblogging kommer man ligesom med podcasts hurtigt op mod seriøs konkurrence. Vi er blevet vant til et vis niveau - og til en vis grad også en bestemt form - når det gælder radio og tv.

Vbloggere og podcastere har sjældent meget praktisk erfaring med mediet. Det svarer lidt til, at en, der lige var begyndt at lære at skrive skulle til at blogge. Det ville kræve rigtig meget originalitet i blogpostene, før der var andre, der gad læse med.

Tilbage synes jeg egentlig primært står, om man synes video kan noget tekst ikke kan i en omfang der gør det interessant nok til at fungere på nettet. Jeg mener af princip ja, men deler din personlige holdning, at det skal kunne noget mere, udnytte sin egen form bedre, før det bliver rigtig fantastisk.

Og meget simpelt må man jo bare konstatere, at der dels er utallige situationer, hvor mange har det godt med en mere passiv kommunikationsform (underholdning, tyndt tv osv.) - og at ’show don’t tell’ er ualmindelig nyttigt i en masse tilfælde. Jeg har set gode undervisningsfilm, hvor der på kort tid bliver forklaret ting jeg ville have haft svært ved at forstå i tekst, jeg har oplevet stemninger og personer formidlet på måder som kun film kan - og i det hele taget fået et indblik i diverse sager på en anden måde gennem film…i et videoblogformat. Film er nu engang got til visse ting. Og mens videoblogging typisk ikke trækker på hele det filmiske udtræk (og med god grund), kan levende billeder nu noget - og det findes derude. At det så ikke gælder Danmark i særlig stor grad endnu er bare ærgerligt. Men eksperimenter hjælper.

(og interessant ang. kaffefilm: på en måde er den er muligvs det dårligste jeg har lavet - og jeg har lavet mange mere eller mindre ligegyldige eksperimenter, der er netop det, eksperimenter - fordi han tydeligvis spiller op af en traditionel tv-form, er utilpas foran kameraet, ikke taler med sin normale stemme osv.)

Kejseren ville imponere ved at få nyt, fantastisk tøj, lavet af de fineste skræddere. Klædet havde den evne, at det blev usynligt for de, der ikke duede i deres embede. Som sådan var tøjet altså ikke en ny idé, det blev bare tilført en ekstra dimension.

Privatvideo og hjemmevideoer har været almen tilgængelige i ti år. Nu er det bare blevet tilføjet en ekstra dimension, at man sætter det op i blogform. De, der ikke kan se nytteværdien i det, anses for dumme. Ergo vil vi alle gerne kunne se nytteværdien. Også selv om hverken du eller jeg endnu har en yndlings-vblogger, vi ikke kan leve foruden.

Jeg er godt klar over, at sammenligningen halter på det punkt, at tøj usynligt for uduelige ikke kan fremstilles, hvor man faktisk godt vil kunne lave en rigtig fed vblog.

Jeg mangler bare endnu at se den særlige nytteværdi. Blogs uden v foran har for mig bevist sin værdi. Det skaber stærke communities indenfor mange subgenrer, og har tilført en kæmpe dimension til google-søgninger. Fedt! Blogs med v på derimod famler stadig rundt efter sin eksistensberettigelse som smart teknik. Modsat tekstblogs er de jo eksempelvis supersvære at indeksere og dermed bruge aktivt.

Hvad jeg opponerer imod er, at man lader sig imponere af teknikken, fremfor hvad teknikken kan frembringe (hehe – det bliver jo en hel afhandling det her).

Jeg er helt med på - og glad for - at vposte ikke nødvendigvis sigter efter bred succes. Hvorfor lave mainstream, når mediet er så velegnet til nicheproduktion? Jeg mangler bare endnu at se den rigtig fede idé, der giver overbygningen af to kendte teknikker en særlig merværdi. Eller også mangler jeg blot at se det rigtig fedt udført.

Derfor tillader jeg mig indtil videre at være den lille dreng, der ikke kan forstå hypen her :)

ps - jeg havde glemt, hvor det var, jeg havde set cappuccino-posten henne. At jeg husker den var fordi, at den dog havde værdi. Gav dig også points ;)