Lunar Park
Kender du det, at du læser en bog, der med sine ord får din hjerne bragt ind i en anden tankesfære - selv længe efter at bogen er lagt væk? Sådan en bog var ”American Psycho” af Bret Easton Ellis for mig i gymnasiet, og sådan en bog er ”Lunar Park” af samme forfatter for mig lige nu. ”Lunar Park” er noget af det mest dristige, åbenhjertige og elegante, jeg har læst til dato.
Skulle du by any chance ikke have hørt om Ellis før, så var han stor i slutningen af 80’erne og gigastor i starten af 90’erne. I 1985 fik han i en alder af 21 år udgivet “Less Than Zero”, der blev filmatiseret. To år senere fulgte “Rules of Attraction”, og som 27-årig skrev han en af nyere tids mest kontroversielle romaner, “American Psycho”. De tre bøger udgør en slags trilogi, og handler om gode klassiske dyder som sex, stoffer og vold.
”American Psycho” introducerer Patrick Bateman, en sadistisk yuppie-massemorder, som Bret Easton Ellis hurtigt finder ud af, at han aldrig vil kunne toppe karaktermæssigt igen. Han har dermed skrevet sit livs roman længe inden, han er fyldt tredive, og i de næste fjorten år udkommer der kun to mindre succesfulde bøger fra Bret – indtil Lunar Park.
I Lunar Park hedder hovedpersonen sjovt nok Bret Easton Ellis, er forfatter, og har så mange skeletter i skabet, at hans nye tilværelse som gift og ansvarlig far synes noget truet.
Lunar Park er ikke en selvbiografi, men det er heller ikke ikke en selvbiografi. Det svinger hele tiden. Mellem fiktion og fakta og mellem realisme og rendyrket horror. Selv bogens forfatterstemme vibrerer til tider på mest elegante vis, således at forfatteren til bogen begynder at kommentere til forfatteren i bogen. Forvirret? Det behøver du ikke at være, for Brets pen er så syleskarp, at hvert komma holder. Og sætningerne imellem er lige så kyniske, sarkastiske, ondskabsfulde og krukkede som vanligt alt imens arrogancen driver tykt ned over siderne.
Dét, der gør, at Ellis’ ord og tanker hænger fast længe efter, at sidste side er læst til ende, er hans evne til lynhurtigt at analysere og dissekere enhver situation. Han observerer uden forbehold. Dyrisk og aggressivt. At læse andet imens eller lige efter er som at træde ind i en pladderhumanistisk rundkreds-diskussion blandt førsteårs RUC-studerende.
Men Ellis bløder faktisk op undervejs. Han rykker sig. Lunar Park er et opgør mod alle de dæmoner som i sin tid skabte Patrick Bateman. Det er et opgør mod hans far og mod sin egen natur. Hvor ”American Psycho” også var en samfundskritik, accepterer Lunar Park samfundet som det er.
– I don’t care about society, har Ellis udtalt i forbindelse med bogen. Til gengæld ved han heller ikke, hvad der nu rager ham. For Lunar Park er afrundningen på det, han startede med ”Less Than Zero”.
Har du ikke læst Ellis’ tre første bøger – eller i al fald som minimum “American Psycho”, får du nok ikke meget ud af Lunar Park. Nye læsere kan derfor ikke begynde her. Gamle derimod kan fortsætte. Spørgsmålet er, om Ellis kan. For dette kan ligne en udgang.
22 kommentarer
hop til kommentarfeltet | kommentarer rss [?] | trackback [?]